Allinge, 13/06/2025 - 18:55
Enhedslisten spår U-vending fra statsministeren efter blokmelding
Enhedslistens Pelle Dragsted tror på, at han sammen med SF står med de afgørende mandater efter næste valg.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Statsminister Mette Frederiksen (S) afviser at vende tilbage til blokpolitik efter næste valg, men det bliver ikke nødvendigvis til virkelighed.
Det mener Enhedslistens politiske leder, Pelle Dragsted, der mener, at statsministeren har taget "alt for meget farve" fra Venstre og Moderaterne i regeringssamarbejdet.
- Hvis valget bliver som målingerne ser ud, så bliver det Enhedslisten, der sammen med SF, kommer til at sidde med de afgørende mandater.
- Og så er jeg ikke i tvivl om, at der ikke går mange minutter, før Mette Frederiksen banker på vores dør og gerne vil sætte sig ned for at forhandle, siger Pelle Dragsted.
Ved valget i 2022 fik regeringen samlet 50,1 procent af stemmerne. I en meningsmåling fra 9. juni lavet af Voxmeter stod regeringen i stedet til 38,5 procent af stemmerne.
SF og Enhedslisten stod i den nyeste måling til henholdsvis 12,5 og 7,5 procent af vælgernes krydser.
På Folkemødet lød det torsdag fra Mette Frederiksen, at hun "ikke kan forestille sig" at støtte en tilbagevenden til blokpolitikken, som verden aktuelt ser ud.
- Jeg har aldrig haft meget stor fidus til blokpolitik. For Socialdemokratiets vedkommende er der godt nok langt ud til Enhedslisten, for på nogle afgørende og vitale områder er uenighederne meget, meget store, sagde statsministeren.
Ifølge Pelle Dragsted fører SVM-regeringen dog fortsat blokpolitik. Det er bare en blok på midten, der fører en "centrum-højre-blokpolitik".
Pia Olsen Dyhr, formand for SF, ser "egentlig ikke det store" i udmeldingen fra Mette Frederiksen.
Hun mener reelt ikke, at der er ført blokpolitik i Danmark siden tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens regeringer.
- Jeg er optaget af, at hvis vi efter et valg får et rødt flertal, så skal vi også have en rød regering. Så skal vælgerne ikke snydes igen.
- Det må ikke blive som sidste gang, hvor der var et rødt flertal, men vi endte med en lyseblå regering, siger SF-formanden.
Pia Olsen Dyhr "forestiller sig ikke", at der kommer en ny regering over midten.
Om statsministeren vender sig mod Enhedslisten og SF efter næste valg, som Pelle Dragsted spår, må tiden vise.
- Lad os lade vælgerne afgøre det. Hvis vælgerne gerne vil have en rød regering efter næste valg, så skal de stemme på SF.
/ritzau/