Bruxelles, 21/05/2025 - 10:54
Forbrugerorganisationer klager over urimelige gebyrer for håndbagage
Syv flyselskaber "udnytter forbrugerne" og ignorerer tidligere EU-afgørelse, mener forbrugerchef.
Af: /ritzau/
En række europæiske forbrugerorganisationer har valgt at klage over i alt syv flyselskaber for at opkræve rejsende uberettigede gebyrer for håndbagage.
Det oplyser paraplyorganisationen BEUC, som repræsenterer europæiske forbrugerorganisationer, i en pressemeddelelse.
Klagen er indgivet til EU-Kommissionen og CPC, som er et netværk af europæiske myndigheder for forbrugerbeskyttelse.
Ud over BEUC står 16 af organisationens medlemmer - fordelt på 12 lande - bag klagen.
BEUC's generaldirektør, Agustín Reyna, siger, at ifølge "vores data" forventer forbrugerne at kunne tage "en lille genstand og et stykke håndbagage med, når de køber en basisbillet".
- Har vi ikke alle oplevet frygten for, at vores håndbagage ikke passer i flyselskabets mål og blive opkrævet ekstra gebyrer?
- I dag griber vi ind over for syv flyselskaber, som udnytter forbrugerne og ignorerer EU-Domstolens afgørelse, der fastslår, at det er ulovligt at opkræve gebyr for håndbagage i rimelig størrelse, lyder det videre.
EU-Domstolen fastslog i 2014, at "transport af håndbagage ikke kan underlægges et pristillæg, forudsat, at den opfylder rimelige krav med hensyn til vægt og dimensioner og overholder gældende sikkerhedskrav". Det skriver BEUC.
De syv omfattede selskaber er Easyjet, Norwegian Airlines, Ryanair, Transavia, Volotea, Vueling og Wizz Air.
/ritzau/