København, 30/07/2025 - 14:06
Juli har kurs mod top ti over de vådeste julimåneder i Danmark
Frem til onsdag formiddag er der faldet 105,3 millimeter regn i juli i Danmark. Prognoser viser mere regn.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Juli kan snige sig ind i top ti over de vådeste julimåneder i Danmark.
Indtil klokken 11 onsdag er der på landsplan faldet 105,3 millimeter regn, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Nummer ti på listen over de vådeste julimåneder målt af DMI i Danmark indtages af juli i 1880 og 2002. Her blev der begge år målt 111,0 millimeter regn på landsplan.
Ifølge DMI peger prognoser på, at der frem til og med torsdag vil falde yderligere syv til otte millimeter nedbør.
Dermed vil dette års juli ifølge de nuværende prognoser ende på omkring 112 til 113 millimeters nedbør på landsplan.
Det vil betyde, at måneden får plads nummer ni eller ti på listen over de vådeste julimåneder. Nummer ni på listen er i øjeblikket juli 2011 med 113,1 millimeter.
Den vådeste juli, som nogensinde er målt i Danmark, var i 2023. Her faldt der 141,2 millimeter nedbør på landsplan.
Også juli i 2024 er en del af top ti. Med 114,3 millimeter ligger den nummer otte.
DMI har udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud i den sydlige og vestlige del af Jylland mellem tirsdag aften og onsdag aften. Her forventer DMI, at der kan falde mellem 30 og 50 millimeter regn.
Derudover er der ifølge DMI risiko for lokale skybrud, hagl og torden i størstedelen af det øvrige Jylland. Her kan der lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter, oplyser DMI.
På Fyn er der også risiko for kraftig regn onsdag, lyder det. Her kan der lokalt falde mellem 25 og 35 millimeter på seks timer ifølge DMI's prognoser.
En betydelig del af den regn, som er faldet i juli, faldt i løbet af nogle få døgn fra 21. til 23. juli.
I perioden blev der målt mere end 100 millimeter nedbør på 27 målestationer rundt i landet.
På et enkelt døgn 22. juli faldt der 135 millimeter regn ved Næstved, skriver DMI på sin hjemmeside.
DMI skriver, at det ikke med sikkerhed kan siges, om det er klimaforandringer, som medvirkede til de store mængder nedbør.
Men det er netop den vejrtype, som DMI's klimaforskere ved Nationalt Center for Klimaforskning ser oftere i modellerne, når de kigger ind i et fremtidigt, varmere klima.
/ritzau/