København, 20/05/2025 - 07:58
Redegørelse spår pæn vækst og lønstigninger
I Økonomisk Redegørelse venter regeringen, at lønnen, beskæftigelsen og huspriserne vil stige de næste år.
Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Dansk økonomi klarer sig godt på trods af den omfattende økonomiske uro i verden. Faktisk er dansk økonomi blandt de bedste i Europa.
Det er konklusionen i regeringens økonomiske redegørelse, der giver en status på dansk økonomi og offentliggøres tirsdag formiddag. Det erfarer TV 2.
Væksten ventes at blive på tre procent i 2025, hvilket er 0,1 procentpoint højere, end regeringen ventede i prognosen fra december 2024.
Til 2026 ventes en vækst på 1,4 procent, og dermed ventes farten at gå af dansk økonomi, som dog stadig vil være langt bedre stillet end andre lande omkring os.
Beskæftigelsen i 2025 vil være 29.000 højere end året før og sætter rekord efter rekord.
Det skyldes hovedsageligt udenlandsk arbejdskraft og seniorer, der bliver længere og længere på arbejdsmarkedet.
Til næste år er fremgangen i beskæftigelsen mere moderat med 4000 flere beskæftigede sammenlignet med i år.
Sammenlignet med de tidligere prognoser er det en markant opjustering af forventningerne. Her var vurderingen, at beskæftigelsen i den toårige periode ville ende på status quo.
Regeringen forventer, at lønstigningerne på det private arbejdsmarked bliver på 3,5 procent i 2025 og 3,2 procent i 2026.
Inflationen ventes at blive på 1,9 procent i 2025 og 1,7 procent i 2026.
Både TV 2 og BT skriver, at der er positivt nyt for boligejerne og skidt nyt for dem, der forsøger at komme ind på markedet.
Ifølge BT vil huspriserne stige med 3,6 procent i 2025 og 3 procent i 2026.
Det skyldes udsigten til en fremgang i reallønnen, lavere renter og et fortsat højt niveau for beskæftigelsen.
De mange positive nyheder for dansk økonomi vil afspejle sig i en opjustering af det økonomiske råderum, som er statens ventede økonomiske overskud frem mod 2030.
Finansminister Nicolai Wammen (S) har bebudet en "betydelig opjustering" i slutningen af juni.
/ritzau/