Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Frankrig, 10/07/2025 - 12:09

Elvira Pitzner er blevet gift igen

Mediepersonligheden Elvira Pitzner og iværksætteren Mortada Haddad indgik allerede sidste år et juridisk ægteskab, kort inden deres datter kom til verden.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Om der blev sagt "ja", "oui" eller noget helt tredje fremgår ikke. Men mediepersonligheden Elvira Pitzner er blevet gift med iværksætteren Mortada Haddad på et slot i Frankrig, hvor festlighederne finder sted over flere dage.

Det afslører parret på en stribe bryllupsbilleder, som de har delt i en række såkaldte stories - korte, tidsbegrænsede klip - på det sociale medie Instagram.

Her ses bruden iført en kjole designet af Lasse Spangenberg kysse gommen foran præsten.

Elvira Pitzner blev fulgt op af sin far.

Hendes mor, diamanthandleren Katerina Pitzner, var ikke til stede.

Det var efter aftale med datteren. Gommens forældre og flere andre familiemedlemmer er heller ikke i Frankrig.

Det oplyser Katerina Pitzner i en story på Instagram.

- Elvira og hendes mand er allerede gift, idet de sidste år blev viet to gange inden for begges respektive traditioner, skriver Katerina Pitzner og tilføjer:

- Jeg taler jævnligt med Elvira dernedefra og ønsker både parret og alle de andre nogle rigtigt dejlige dage i de smukke omgivelser.

Elvira Pitzner og Mortada Haddad blev juridisk gift i efteråret 2024, kort inden at deres datter, Sophia, kom til verden.

I realityprogrammet "Diamantfamilien" på TV 2 afslørede Elvira Pitzner, at parrets lille pige blev undfanget i Dubai.

Elvira Pitzner blev anholdt i emiratet i november 2023, hvor hun var på ferie med Mortada Haddad. Hun blev anklaget for utroskab af den iranske bokser Milad Saadati, som hun tidligere havde dannet par med.

Under forholdet med Milad Saadati var de blevet islamisk gift. I De Forenede Arabiske Emirater betyder det, at man under artikel 356 kan anklages og dømmes for utroskab, som kan give fængselsstraf.

Ifølge Ekstra Bladet var Elvira Pitzner og Milad Saadati blevet formelt skilt i overensstemmelse med islamisk ret i august 2023 - flere måneder før anholdelsen. Skilsmissen var dog ikke blevet registreret af Milad Saadati, hvorfor det ikke fremgik af nogen registre.

Retten i Dubai endte med at frikende Elvira Pitzner.

I april 2024 bekræftede Elvira Pitzner og Mortada Haddad, at de dannede par.

I realityprogrammet "Girls of Copenhagen" afslørede Elvira Pitzner, hvordan hun og Mortada Haddad mødte hinanden.

- Jeg skulle overhovedet ikke have en kæreste! Jeg var så træt af mænd. Jeg var bare ude for at høre noget musik og feste lidt, og så kommer der en kæk fyr og sætter sig ved siden af mig.

- Jeg troede, jeg havde sat mig på hans plads, fordi han var så selvsikker. Jeg fandt senere ud af, at han intet havde med selskabet at gøre. Han satte sig bare ved siden af mig!, fortalte Elvira Pitzner i programmet.

Det fik Mortada Haddad til at udbryde:

- Når jeg ser noget, jeg virkelig gerne vil have, så er der ikke noget, der kan stoppe mig!

Efterfølgende mødte parret hinanden igen, afslørede de i "Girls of Copenhagen".

- Og der sagde jeg: "Jeg tror på eventyr", genfortalte Mortada Haddad i realityprogrammet.

Det faldt Elvira Pitzner for.

- Jeg tror bare, de fleste piger gerne vil føle sig "wanted" (begæret, red.) - at føle sig behandlet som en prinsesse, lød det fra hende i "Girls of Copenhagen".

Elvira Pitzner er blandt andet kendt fra TV 2's realityserie "Diamantfamilien", for sit selvbetitlede program "Bare Elvira" på streamingtjenesten discovery+ samt for realityprogrammet "Girls of Copenhagen".

Derudover har den 28-årige kendis medvirket i en række andre programmer.

Ceremonien i Frankrig er også blevet fulgt af et tv-hold.

Mortada Haddad er iværksætter og har blandt andet stiftet datingappen Lovra.

Ægteskabet er også hans andet. Han har tidligere været gift med sin ungdomskæreste.

/ritzau/

Bratislava, 10/07/2025 - 19:45

Slovakisk festival aflyser kort tid efter Kanye West-booking

Jean-Baptiste Lacroix/Ritzau Scanpix

En slovakisk rapfestival med Kanye West på plakaten har aflyst efter stort eksternt pres.

Den slovakiske musikfestival Rubicon Festival er aflyst.

Det sker i kølvandet på, at den amerikanske rapper Kanye West, der nu går under kunstnernavnet Ye, blev annonceret på rapfestivalen for tre uger siden.

Rubicon Festival skriver på det sociale medie Instagram, at aflysningen skyldes et stort mediepres, og at flere andre kunstnere på plakaten har droppet deres optrædener. Det gør det umuligt at afholde festivalen.

Ifølge BBC havde flere protestgrupper lavet underskriftsindsamlinger mod Kanye Wests optræden. De angiver årsagen til at være antisemitiske holdninger og nazistiske udtalelser, han har ytret de senere år.

Tidligere i år udgav Kanye West nummeret "Heil Hitler".

Sangen skabte stor debat og betød, at Kanye West fik sit australske visum annulleret. Visummet havde han fået grundet sit ægteskab med den australske arkitekt Bianca Censori, som han blev gift med i 2022.

Sangen blev senere lavet om til "Hallelujah" og skiftede referencerne til nazismen ud med en tekst, som knytter sig til kristendommen.

Kanye West har de seneste år været igennem flere sager, der har skabt stor omtale - heriblandt flere kontroversielle udtalelser om jøder.

I februar skrev han på det sociale medie X, at han "elsker Hitler".

- Jeg er nazist, skrev han også.

Kort tid efter forsvandt hans konto fra det sociale medie.

Kanye West er blandt andet kendt for sange som "Flashing Lights", "Gold Digger" og "Heartless" og har modtaget en lang række grammypriser.

Mediepersonligheden Kim Kardashian, som tidligere har været gift med Kanye West og har fire børn sammen med ham, har tidligere skrevet på Instagram, at rapperen er diagnosticeret bipolar.

Det er en psykisk sygdom, hvor man i perioder har store udsving i humør og aktivitetsniveau.

Kanye West har tidligere bekræftet, at han er diagnosticeret bipolar.

I et afsnit af podcasten "The Download", som blev sendt i februar, har Kanye West dog sagt, at han er blevet fejldiagnosticeret, og at han ikke er bipolar, men har autisme.

Det er en udviklingsforstyrrelse, som blandt andet betyder, at man har en anderledes måde at opleve verden på og kan have vanskeligheder med kommunikation, social interaktion og adfærd.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/07/2025 - 18:39

Bob Dylan kommer til København i efteråret

Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Når 84-årige Bob Dylan til oktober igen spiller i Danmark, må publikum ikke have deres mobiltelefoner fremme.

Til efteråret gæster den amerikanske sangskriver og musiker Bob Dylan Danmark for 34. gang, når han giver koncert i Royal Arena i København.

Det skriver Live Nation Danmark i en pressemeddelelse.

Hen over sommeren spiller den 84-årige musiker en række koncerter i USA. Turen går til København 21. oktober i år.

I pressemeddelelsen kaldes koncerten for en "ganske særlig aften".

Sidst Bob Dylan besøgte København var i 2022.

Ved den koncert var der forbud mod, at publikum måtte benytte deres mobiltelefoner. Det samme bliver tilfældet ved den kommende koncert.

Den kommende koncert er desuden en siddende koncert, lyder det i pressemeddelelsen.

I løbet af Bob Dylans mere end 60 år lange karriere er det blevet til over 500 udgivne sange.

Hans gennembrud kom i 1963 med albummet "The Freewheelin' Bob Dylan".

I 2016 modtog Bob Dylan som den første musiker nogensinde Nobelprisen i litteratur.

Han fik den "for at have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition".

Dylan deltog ikke selv ved overrækkelsen, men han havde skrevet en takketale, der blev læst op.

I løbet af karrieren har han også været en del af supergruppen Traveling Wilburys, der blev dannet af blandt andre det tidligere The Beatles-medlem George Harrison.

Han har også spillet sammen med gruppen The Band.

Bob Dylans album nummer 40 udkom i 2023. Her udgav den garvede musiker albummet "Shadow Kingdom".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/07/2025 - 10:00

FAKTA: Hvor længe er gavekortet gyldigt?

* Gavekort er som udgangspunkt gyldige i tre år, medmindre andet er tydeligt anført.

* Gavekort kan godt være gyldige i mindre end tre år, hvis det er anført allerede ved købet.

* Der findes ingen fast regel for, hvor kort fristen på gavekort må være. Men gavekortets gyldighedsperiode og udløb skal være rimelig i den aktuelle situation.

* I nogle tilfælde er der mulighed for at forlænge et gavekorts gyldighed.

Kilder: forbrug.dk og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 10/07/2025 - 10:00

Kend reglerne: Undgå at oplevelsesgavekortet går til spilde

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er nemt at give et oplevelsesgavekort, men ikke lige så let at indløse. Forbrugerjurist Susanne Aamann peger på fire ting at være opmærksom på.

Et gavekort til en oplevelse er en oplagt gave til personen, der har alt, og der er som regel intet andet end gode intentioner bag.

Men ofte ender gavekortet med at samle støv i skuffen og når måske ikke at blive vekslet til en middag, et hotelophold eller noget helt tredje.

Kontorchef i Forbrugerpolitisk Center i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Susanne Aamann minder her om fire situationer, hvor du skal være ekstra opmærksom, når du vil benytte dit oplevelsesgavekort.

- Oplevelsesgavekort er lidt mere komplekse end et gavekort til en tøjbutik eller en anden butik, fordi der ofte følger nogle bestemte betingelser med, siger Susanne Aamann, som også er jurist med speciale i forbrugerjura.

Nogle af reglerne for oplevelsesgavekort kan være op til fortolkning og henviser til, at udstederen af gavekortet ikke må give modtageren "urimelige betingelser".

1) Kombination af oplevelsesgavekort.

Har du to gavekort til en overnatning samt middag for to på et hotel, er det ikke sikkert, at de bare kan veksles til en overnatning for fire personer.

- Du skal være opmærksom på, at dit gavekort ofte kun kan benyttes til en specifik oplevelse - for eksempel en overnatning for to med middag eller en times spa med to glas vin, siger Susanne Aamann.

Så selv om der står på gavekortet, at oplevelsen har en værdi af 2000 kroner, betyder det ikke nødvendigvis, at du frit kan bruge det beløb til en oplevelse på det pågældende hotel, forklarer hun.

Det kunne også være en situation, hvor du ønsker en oplevelse, der er dyrere end den, dit gavekort giver dig adgang til.

Det vil som regel betyde, at du skal bruge gavekortet til at betale en del af din oplevelse, og så er det vigtigt, at du får den nye aftale på skrift.

På den måde undgår du, at der kan opstå tvivl om, hvad der nu indgår i din aftale, og hvor meget du skal betale ekstra.

- Et gavekort til én specifik oplevelse kan være svær at bruge som delbetaling. Hvis du har købt gavekortet gennem en tredjemand, er det dem, der er din aftalepart, og som du skal rette eventuelle krav over for, siger hun.

2) Tidsfrist.

De fleste kigger nok efter, hvornår deres gavekort udløber. Men når man har med oplevelser at gøre, kan der være forskel på, hvornår man senest skal bestille oplevelsen, og hvornår oplevelsen skal finde sted.

- Udstederen af gavekortet må gerne bestemme, at oplevelsen skal bestilles inden en bestemt dato eller skal udnyttes i en bestemt periode. Det skal bare være tydeligt angivet og være en rimelig tidsramme, siger hun.

En god pris på en oplevelse kan for eksempel skyldes, at det er uden for højsæsonen.

3) Udbetaling af gavekort.

Du har ret til at få udbetalt dit gavekort, hvis det er et elektronisk gavekort. Faktisk kan du få pengene udbetalt, op til et år efter at gavekortet er udløbet.

- Mange ved ikke, at man bare kan få pengene udbetalt, siger Susanne Aamann.

Udbetalingen skal være fra dem, der har udstedt gavekortet - den direkte aftalepart - også selv om man har købt det hos en elektronikbutik eller i et supermarked.

På et elektronisk gavekort vil der for eksempel være en QR-kode eller en magnetstribe, så det vil gælde mange oplevelsesgavekort.

4) Gebyr ved udbetaling.

Virksomheder kan kræve et gebyr, hvis man ønsker at få et gavekort udbetalt.

- Der er ikke noget fast beløb for, hvor stort gebyret må være. Det må bare ikke være urimelig højt, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek