Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/06/2025 - 10:34

Stribevis af kirker udsat for indbrud og stoletyveri

To mænd og en kvinde fra Trekantsområdet er blevet anholdt for indbrud i flere kirker i Jylland og på Fyn.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Støder du på billige designerstole til salg på nettet, kan det være, du bør overveje, om det lyder for godt til at være sandt.

De kan stamme fra en omfattende indbrudsbølge mod kirker i Jylland og på Fyn.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor det bekræfter at have anholdt flere personer og fundet møbler, der vurderes at være stjålet fra 23 forskellige kirker.

Tre personer er blevet anholdt i forbindelse med tyverierne. To 37-årige mænd fra Kolding og en 35-årig kvinde fra Fredericia.

Den ene af mændene samt kvinden er sigtet for indbrud i 23 kirker. Den anden mand er sigtet for at medvirke til seks indbrud.

Derudover er en 36-årig kvinde blevet sigtet for at have købt møbler, som stammer fra indbruddene.

Politiet oplyser, at det hovedsageligt er stole, der er blevet stjålet fra kirkerne, men ønsker ikke at kommentere, hvilken type stole, der er tale om.

Tyverierne fandt sted både i Jylland og på Fyn. Blandt andet i byerne Vamdrup, Brande, Hobro og Søndersø.

Politiet fik nys om sagen fra en borger, der havde mistanke om, at vedkommende var kommet i besiddelse af hælervarer.

Efterforskningen startede kort efter, og mandag kulminerede den i en planlagt aktion, hvor flere adresser i Kolding og Fredericia-området blev ransaget og anholdelserne fandt sted.

Her blev der fundet flere tyvekoster fra forskellige kirker, som gjorde politiet opmærksom på et hæleriforhold, der resulterede i anholdelsen af den 36-årige kvinde, der havde købt de stjålne møbler.

Vicepolitiinspektør i Sydøstjyllands Politi, Torben Simonsen, siger, at det ikke kan udelukkes, at de anholdte står bag flere indbrud, og at politiet stadig efterforsker sagen.

- Vi undersøger også, om der er grundlag for at sigte yderligere personer for hæleri, siger han.

De anholdte fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Kolding tirsdag klokken 09.30.

/ritzau/

København, 06/06/2025 - 10:03

Katherine Diez synger med på popstjernes nye sang om ekskærester

Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Skribenten Katherine Diez synger med på Ericka Janes nye single, "Hottest Ex".

Ny musik fra den danske popsanger Ericka Jane er klar til weekenden, og her har hun fået den omdiskuterede skribent, influencer og forfatter til bogen "I egen barm" Katherine Diez med på vokal på sin nye sang, "Hottest Ex".

I sangen synger de, at de er deres ekskærestes hotteste ekskæreste, og at ekskæresten stadig tænker på dem. Også når ekskæresten er intim med andre.

I omkvædet lyder det, at de er deres ekskæresters største tab og ekskæresternes største fleks, og at karma vil ramme ekskæresterne.

Ericka Jane, der er kendt for sange som "I Say Stupid Things" og "Strangers in the Night", har også delt en musikvideo til slutningen af nummeret på det sociale medie Instagram.

Her ses Katherine Diez synge sangens sidste strofer over et glas vin og blinke til slut.

I videoen er der også sekvenser filmet i en seng, hvor Ericka Jane og Katherine Diez griner og omfavner hinanden. Derudover kan man se dem smukkesere sig foran et spejl.

Det er ikke første gang, at man kan se og høre Katherine Diez synge.

I et afsnit af madprogrammet "Spise med Price" på DR i 2023, hvor 70'erne var temaet på tallerkenen, var Katherine Diez med i en gimmick sammen med de to værter, brødrene og tv-kokkene Adam og James Price, samt James Prices hustru, Annette. Her sang de Maria Stenz' evergreen "Hvor er alle drømmene".

På daværende tidspunkt dannede Katherine Diez par med Adam Price.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 07:30

BLÅ BOG: Michael Poulsen

* Født 1975 i Ringsted.

* Forsanger, guitarist og primær sangskriver for Volbeat, der har opnået enorm succes verden over.

* Volbeat udsendte deres første album i 2005. Deres efterfølgende albummer, "Rock the Rebel / Metal the Devil" fra 2007 og "Guitar Gangsters & Cadillac Blood" fra 2008, gik begge direkte ind som nummer et på de danske hitlister og solgte platin.

* Bandet har i årenes løb modtaget 141 platin- og guldplader for salg af plader verden over. Det samlede albumsalg har rundet seks millioner.

* I 2013 blev Volbeat nomineret til en amerikansk grammy for sangen "Room 24", som de skrev sammen med kollega og ven King Diamond.

* I 2023 etablerede Michael Poulsen dødsmetalbandet Asinhell.

* "God of Angels Trust" udkommer 6. juni.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Opskrift på overnight oats a la gulerodskage

* Kom havregryn, gulerod, chiafrø, kardemomme og kanel i et sylteglas.

* Tilsæt salt, rosiner og mælk.

* Rør det hele grundigt rundt.

*Sæt låg på glasset og sæt det i køleskab natten over.

* Rør rundt i grøden næste morgen.

Skyrcreme:

* Blend banan og dadler. Rør begge dele med skyr og vanilje.

* Top grøden med bær og eventuelt. honning og pak forsigtigt i madpakken med skyrcreme on the side.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Ingrediensliste til overnight oats a la gulerodskage

Opskriften er til to personer:

* 1 ½ dl fint valsede havregryn

* 1 dl revet gulerod

* 2 spsk. chiafrø

* ½ tsk. stødt kardemomme

* 2 tsk. stødt kanel

* 1 nip salt

* 1-2 spsk. rosiner

* 3 dl mælk

Skyrcreme:

* 1 moden banan

* 2 bløde dadler

* 2 dl skyr

* 1 tsk. vaniljepulver

Topping:

* 2 håndfulde blandede bær

* Eventuelt  honning

Kilde: louisalorang.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek