London, 31/10/2025 - 12:37
Britiske avisforsider introducerer Andrew uden prinsetitel
Buckingham Palace oplyste torsdag aften, at prins Andrew mister både sin prinsetitel og kongelige residens.
Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den tidligere prins Andrew nu med det borgerlige navn Andrew Mountbatten Windsor pryder britiske avisforsider fredag.
På forsiden af mindst ni medier portrætteres den tidligere prins akkompagneret af overskrifter, der henviser til, at han er blevet frataget sin prinsetitel.
Tabloidmedierne The Sun og The Daily Star laver ordspil mellem den tabte titel og den afdøde musiker Prince.
"The Andrew formerly known as Prince" - oversat Andrew, tidligere kendt som prins - står centralt på The Suns avisforside.
Det leder hurtigt tankerne hen til 1990'erne, da musikeren Prince tog et uudtaleligt symbol som kunstnernavn under en strid med sit pladeselskab.
Her blev han kendt som The artist formerly known as Prince - oversat kunstneren, tidligere kendt som Prince.
Daily Mirror kører fredag en forside, hvor mediet skriver "Mød Hr. Windsor" efterfulgt af et billede af Andrew Mountbatten Windsor.
Det britiske kongehus Buckingham Palace oplyste torsdag aften, at prins Andrew mister både sin prinsetitel og kongelige residens.
I udtalelsen fra kongehuset blev det oplyst, at kong Charles har igangsat en formel proces, der skal fratage brorens titler og hædersbevisninger.
Generelt er der stor mediebevågenhed særligt fra britiske medier efter torsdagens melding fra kongehuset.
Kongens beslutning bliver ifølge kongelige korrespondenter hos de britiske medier beskrevet som "uden fortilfælde".
Sådan lyder det blandt andet fra korrespondenten India McTaggart til Sky News.
- At kongen fratager Andrew alle hans tilbageværende titler, var hans nukleare knap, og jeg mener, at hoffet ikke efterlod nogen tvivl med den erklæring, der blev udsendt i går, siger hun til mediet.
Sproget i udmeldingen fra kongehuset var også ifølge britiske Kelly Swab, der har fulgt kongehuset længe, "meget brutalt". Det siger hun til BBC.
- Almindelige mennesker går ikke op i semantik, de vil se straf, og den offentlige holdning er meget imod Andrew. Det ved hoffet, og sproget afspejler det tydeligt, siger hun til mediet.
Britiske medier analyserer og spekulerer efter torsdagens melding i, hvorfor kongehuset netop nu har valgt at fratage titlen.
- For hoffet vil der være spørgsmål om, hvorfor så langvarige problemer omkring Andrew ikke er blevet håndteret før. Så meget af det her har været kendt i årevis, skriver mediets kongelige korrespondent Sean Cuoghlan i en analyse.
Han henviser til, at historier om en mail fra Andrew til Jeffrey Epstein kan have været dråben, der fik bægeret til at flyde over for kongehuset og kong Charles.
Mailkorrespondancen viste, at Andrew havde været i kontakt med Epstein i længere tid, end han forklaret til offentligheden i et interview med BBC i 2019.
Her beklagede Andrew i et interviewet, at han havde holdt kontakten til rigmanden Jeffrey Epstein ved lige, selv om Epstein var anklaget for overgreb mod mindreårige.
/ritzau/





