København, 28/11/2025 - 19:16
Dansk assistent lander rumænsk storjob midt under VM
CSM Bucuresti har ansat håndboldkvindernes assistenttræner, Bojana Popovic, fra 1. december som ny cheftræner.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Landstræner Helle Thomsens højre hånd hos håndboldkvinderne, Bojana Popovic, bliver cheftræner for den rumænske storklub CSM Bucuresti.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Popovic tiltræder 1. december i rollen som cheftræner. Til den tid er VM-slutrunden fortsat i gang. Den rumænske klub melder ikke noget om, hvorvidt Popovic skal fortsætte som assistent på det danske landshold.
- Jeg ser frem til at opbygge et stærkt hold sammen med vores loyale spillere, medarbejdere, ledelse og tilhængere. Allerede fra første træning vil vi arbejde for at gøre klubben og byen Bukarest stolt, siger Popovic til klubbens hjemmeside.
Bojana Popovic blev i slutningen af august udnævnt som ny assistenttræner for de danske håndboldkvinder.
På det tidspunkt var hun cheftræner i den montenegrinske håndboldklub ZRK Buducnost fra Podgorica. Det stoppede hun dog med en måned senere.
I sin kommende klub kender Popovic allerede flere af spillerne. Anne Mette Hansen, Trine Østergaard og Emma Friis, der aktuelt alle er med ved VM for Danmark, har deres dagligdag i CSM Bucuresti.
/ritzau/




