Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/05/2024 - 21:50

KL-formand kritiserer regeringens bureaukrati efter stigning på 11 milliarder

Svar til Folketinget viser, at udgifter til statslig administration er steget med 11,2 milliarder på seks år.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Udgifter til statslig administration er steget med 11,2 milliarder kroner fra 2017 til 2023.

Det fremgår af et nyt svar fra Finansministeriet til Folketinget, skriver Berlingske.

I samme periode er de kommunale serviceudgifter vokset med 11,7 milliarder.

En sammenligning, som Kommunernes Landsforening (KL) har foretaget, viser, at udgifterne til administration i staten de seneste seks år er steget lige så meget som de samlede kommunale serviceudgifter.

Med serviceudgifter forstås udgifter til skoler, daginstitutioner, ældreomsorg med videre.

Det møder harmdirrende kritik fra Martin Damm. Han er borgmester for Venstre i Kalundborg og står i spidsen for landets 98 kommuner i KL.

- Det er uhyrligt. Nogen må ganske enkelt stoppe det. Nogen er nødt til i det her land at sætte sig i spidsen for at komme det til livs. Ingen er gået til valg på at ville bruge så mange penge på administration, siger Martin Damm til Berlingske.

Ifølge avisen har KL dog udeladt de ekstra milliarder, der i samme periode er givet til regionerne og sundhedsvæsenet, fra sit regnestykke.

Martin Damms kritik mod statens bureaukrati kommer, efter at kommuner og regioner i regeringsgrundlaget for SVM er blevet pålagt at nedbringe sine udgifter til administration med tre milliarder kroner over fire år.

Pengene er brugt på højere løn til udvalgte grupper af offentligt ansatte.

- Regeringen har en fortælling om, at vi ikke skal bruge færre penge på administration og flere på direkte velfærd. Men kæden hopper af, fordi det ikke er kommunerne, der har haft en stor vækst i administration, men staten, siger Martin Damm til Berlingske.

Avisen skriver, at det af Finansministeriets svar til Folketinget fremgår, at det er på samtlige ministerområder, at der er sket en meget stor stigning i antallet af administrativt ansatte fra 2017 til 2023.

Eksempelvis er Statsministeriet vokset med 36 procent, Erhvervsministeriet med 55, Indenrigs- og Sundhedsministeriet med 58 procent.

Særligt har skatte-, justits-, forsvarsministerierne trukket op.

Cirka halvdelen af stigningen kan henføres til de tre ministerier, fremgår det af finansminister Nicolai Wammens (S) svar til Folketinget.

Mandag indleder KL forhandlinger med regeringen om næste års økonomi til skoler, ældrepleje, daginstitutioner og alle de andre velfærdsområder, som landets 98 kommuner driver.

/ritzau/

København, 18/05/2024 - 23:15

Superheltesatire vinder pris for årets bedste danske tegneserie

Det blev Johan F. Krarup, der løb med prisen for årets bedste danske tegneserie ved prisuddelingen Pingprisen.

Johan F. Krarup står bag årets "Bedste danske tegneserie". Det mente juryen i hvert fald ved prisuddelingen Pingprisen, der blev afholdt lørdag.

Han vandt prisen for superheltesatiren "Robin får et arbejde", som handler om to unge mænd, der udklædt som superhelte vil opklare forbrydelser i København.

Tegneserien er en satire over den ikoniske duo Batman og Robin.

I sin motivation for kåringen kalder juryen Johan F. Krarup for en "formidabel humorist".

- Tegneserierne om Bruce og Robin demonstrerer hans veludviklede sans for det akavede, det pinlige og det grænseoverskridende.

- Stregen er præcis, timingen perfekt. Det er til tider næsten ulideligt - men vi kan ikke kigge væk, lyder det videre.

Pingprisen hædrer de bedste danske tegneserier og blev oprindeligt uddelt fra 1986 til 1996 og igen fra 2011 og til nu.

Den nye Pingpris er stiftet af Dansk Tegneserieråd og tegneseriemagasinet Nummer 9. Vinderne modtager en bronzestatuette af Storm P.-figuren Ping - deraf navnet.

Lørdagens prisuddeling blev afholdt i Kulturhuset Islands Brygge i København, hvor journalist Anders Lund Madsen var vært, og hvor underholdningen bestod både af DJ og dragshow.

I alt blev der uddelt otte priser i løbet af aftenen.

Blandt andet gik prisen som "Årets journalistiske tegner" til Weekendavisens Christoffer Zieler, mens "Bedste danske debut" gik til Anne Bomholts "Karl", og "Bedste børne/ungdomstegneserie" blev "Ørn" af Jeppe Sandholt.

Prisuddelingens Ærespris gik til aktivist, forlægger og forfatter Jens Peder Agger, der gik bort 14. maj 2024 - få dage inden prisuddelingen.

Som redaktør hos Carlsen Comics udgav han en lang række serier som for eksempel "Linda og Valentin" og "Vindens passagerer" og fandt derudover på det danske navn til tegneserien "Smølferne".

Årets vindere blev kåret af en jury bestående af tegneserieeksperter og kulturpersoner, herunder internetpersonligheden Rasmus Kolbe, der nok er bedre kendt under navnet Lakserytteren.

/ritzau/

Læs Mere >>

Stockholm, 18/05/2024 - 10:04

Anmelder: Swift-koncert var mere underholdende end Eurovision

10430 Christine Olsson/Tt/Ritzau Scanpix

Aftonbladet roser Taylor Swifts sceneshow fredag, mens Expressen skriver, at koncerten sluttede på toppen.

Taylor Swifts koncerter er 45 sange på tre timer og lige så meget sport, motion og fitness, som det er musik, skriver den svenske avis Aftonbladet om popikonet.

- Men når forehavendet virker, er resultaterne overvældende. Faktisk sker der mere under Swifts koncert end under en hel sæson af Eurovision Song Contest, ingen sammenligninger ellers, lyder det i avisens koncertanmeldelse.

Fredag aften gav Taylor Swift koncert i den svenske hovedstad, Stockholm.

Foran mere end 60.000 fans indtog verdensstjernen Swift scenen i Friends Arena kort før klokken 20.

Avisen Expressen har givet koncerten fire ud af seks hjerter og fremhæver, at Swift slutter på toppen med sangen "Karma".

- Et farverigt og stærkt farvel, lyder det fra avisens anmelder.

Alle fredagens sange er blevet anmeldt af Expressen.

Tre hjerter bliver sendt afsted til blandt andet hits som "Lover" og "You Belong With Me". Det får avisen til at fremhæve, at selv om man er verdensstjerne, kan man ikke nødvendigvis holde topniveau hele vejen igennem.

- Taylor Swift flyver ind, sætter publikumsrekorder og slutter på toppen. Den cirka tre timer lange vej dertil er stadig ikke lige til for verdens største kunstner, lyder det fra avisen.

Mediet SVT roser blandt andet Swifts nærvær på scenen, som mediet efter en lang perlerække af koncerter kalder for "noget af en præstation".

- Taylor Swifts første koncert i Sverige er slut. Og at få os alle i arenaen til at føle, at hun er her i aften kun for os, mens hun har været på den samme turné i over et år, det er noget af en præstation. Godt arbejde Taylor!, lyder det i en analyse.

Også den danske avis Jyllands-Posten har sendt sin musikredaktør, Kasper Schütt-Jensen, afsted til Stockholm.

Han kan knap høre åbningsnummeret "Miss Americana & The Heartbreak Prince" for det skrigende publikum, og han bemærker, at fansene lader til at kende hvert et ord i hver eneste sang.

- Men var der så noget at være så opkørt over? Det korte svar er: Ja. Under det storslåede show præsenterede Taylor Swift sine sange med vanvittigt overskud og så stort tilstedevær, at man helt glemte pladernes let ferske udtryk, skriver Kasper Schütt-Jensen i sin anmeldelse.

Han giver koncerten fem ud af seks stjerner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/05/2024 - 10:00

FAKTA: Pindsvin i tal

* Der er ikke meget data på pindsvinebestanden herhjemme. Derfor faciliterer WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen årligt en pindsvineoptælling den anden lørdag i august. I år er det 10. august.

* Pindsvineoptællingen blev afholdt første gang i 2023, hvor 15.000 personer over hele landet hjalp med at tælle.

* Der blev spottet 33.519 levende og døde pindsvin fordelt over hele landet.

Kilde: kampagnesiden danmarkspindsvin.dk, som drives af WWF Verdensnaturfonden.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 18/05/2024 - 10:00

Find kattemad og god hygiejne frem når du fodrer pindsvinet

Matthias Bein/Ritzau Scanpix

En madskål med tvivlsom hygiejne kan være farlig og potentielt dødelig for havens pindsvin.

Insekterne er på tilbagetog. Og det er noget rigtig skidt, når man som pindsvinene lever af insekter, orme og snegle. Men du kan give de piggede kræ en hjælpende hånd i form af væske og mad.

Sørg først og fremmest for at have vilde hjørner i haven - gerne med vilde, hjemmehørende planter, som lokker et tag selv-bord af insektlækkerier til.

Men du kan også supplere de naturlige fødekilder med noget fra købmanden, fortæller Sophie Lund Rasmussen, som er Danmarks eneste pindsvineforsker og formidler viden på de sociale medier under navnet Dr. Pindsvin.

- Du kan stille mad frem til pindsvinene, og der anbefaler vi kattetørkost. Man kan bare købe det i dyrehandlen eller supermarkedet.

- Det er ikke deres naturlige føde, men er meget proteinholdigt. Det er det bedste alternativ, hvis man skal have noget lige ved hånden, fortæller Sophie Lund Rasmussen, som er forsker ved Wildlife Conservation Research Unit ved University of Oxford og gæsteforsker ved Aalborg Universitet.

Naturvejleder hos Naturstyrelsen Jes Aagaard ser helst, at pindsvinene klarer sig selv og ikke kommer på kost hos os mennesker. Men hvis du vil fodre, tilslutter han sig rådet om, at kattemad er det bedste valg.

- I gamle dage satte man mælk ud, og det er ikke særligt godt for dem, fortæller Jes Aagaard.

Til gengæld er det en rigtig god idé at sørge for vand til de piggede kræ. Det kan være i form af en havedam.

Uanset om du putter mad eller vand i en lille skål til pindsvinene, er det dog livsvigtigt at være opmærksom på den gode hygiejne, for som pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen pointerer:

- Vi kan smitte dem, og de kan smitte os.

Derfor skal du vaske hænderne grundigt, både før og efter du håndterer skålene - som det gælder med alle vilde dyr. Så skal man ikke være nervøs for smitte.

Pindsvinene kan faktisk også risikere at smitte hinanden, hvis der kommer flere dyr og spiser og drikker af samme skål.

- De hedder ikke svin for ingenting. De kan godt finde på at skide i madskålen, fortæller Sophie Lund Rasmussen.

- Jeg har set i min forskning, at folk har fodret pindsvin med den lækreste kattemad og fået store, sunde pindsvin. Men så fik en enkelt af dem smittet alle de andre med salmonellainfektion, og så døde de alle sammen. Så man skal være meget opmærksom.

Hvis du allerede har pindsvin i haven, som trives, er der derfor ikke nogen grund til at supplere med foderskåle, tilføjer forskeren.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek