Jerusalem, 23/06/2025 - 10:43
Meldinger om nedslag i Israel under nye angreb fra Iran
Sirener lyder i Israel under det, der ifølge landets militær er en ny bølge af iranske angreb.
Jalaa Marey/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israelske medier melder om mindst ét muligt nedslag i det sydlige Israel, efter at Iran har affyret missiler ad flere omgange mandag.
Times of Israel skriver mandag, at redningstjenester reagerer på meldinger om et nedslag i Ashdod-området. Der er ikke meldinger om sårede.
Enten et missil eller missilrester har ifølge det israelske medie ramt tæt på et et elværk, og der er strømnedbrud i nærliggende byer, oplyser Israels største elselskab.
Vidner melder over for nyhedsbureauet Reuters om lyden af brag i Jerusalem.
Det vides ikke, hvad der har forårsaget bragene, men det kan også skyldes det israelske luftforsvars reaktion på angrebet.
Samtidig lyder der ifølge journalister fra nyhedsbureauet AFP også brag i den iranske hovedstad, Teheran.
Meldingerne kommer efter en morgen, hvor Iran og Israel på ny har angrebet hinanden, efter at USA i løbet af weekenden for første gang involverede sig i krigshandlingerne og angreb det iranske atomprogram.
Ebrahim Zolfaqari, der er talsperson i det iranske militær, sagde tidligere mandag til USA, at angrebet vil få store konsekvenser. Han kom også med en direkte besked til USA's præsident, Donald Trump.
- Hr. Trump, gambleren, du har muligvis startet denne krig, men det bliver os, der slutter den, lød det fra ham i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Israel sagde tidligere mandag, at det havde angrebet seks lufthavne i Iran. Det skrev det israelske militær på sociale medier ifølge BBC.
I opslaget står der, at 15 fly skulle være blevet ødelagt i angrebene.
Det er uvist, hvornår disse angreb skulle være sket. Iran har ikke umiddelbart udtalt sig om de meldinger.
/ritzau/