New York, 12/05/2025 - 21:54
Rappers advokat: Diddy er et fejlbehæftet menneske
Sean Combs advokat kalder ham et fejlbehæftet individ men afviser sexhandel ved begyndelse på retssag.
Elizabeth Williams/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Retssagen mod den amerikanske rapper og producer Sean "Diddy" Combs er mandag gået i gang i New York.
Under de indledende udtalelser fra Combs advokater, beskriver en af advokaterne, Teny Geragos, Combs som et "meget fejlbehæftet individ".
Det skriver The New York Times.
Advokaten erkender, at Combs har været voldelig i hjemmet, og at han har et "voldsomt temperament", men advokaten afviser anklager om afpresning og sexhandel.
Fra anklagermyndighedens side lyder historien ikke overraskende noget anderledes.
Anklager Emily Johnson beskriver under sine indledende udtalelser Combs som en mand, der lokker kvinder ind i romantiske forhold for herefter at tvinge dem til at deltage i flere dages sexfester med stoffer.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Johnson optog Combs videoer fra festerne, som han bagefter brugte til afpresning.
Hvis kvinderne modsatte sig, overfaldt den amerikanske rapper ifølge forsvarsadvokaten dem.
Johnson tilføjer, at ofrene under retssagen vil fortælle om nogle af "de mest smertefulde oplevelser i deres liv".
- De tilbragte flere dage på hotelværelser, skæve på stoffer iklædt kostumer for at udføre den tiltaltes seksuelle fantasier, siger Johnson ifølge Reuters.
Anklagerne mod Sean "Diddy" Combs inkluderer blandt andet tvungen prostitution, tvangsarbejde, kidnapning, brandstiftelse, bestikkelse og hindring af retsvæsenets arbejde.
Hvis han bliver kendt skyldig i alle anklager, står han ifølge nyhedsbureauet Reuters over for en minimumsstraf på 15 års fængsel og potentielt livstid.
Combs har nægtet sig skyldig i alle anklager. Hans advokater siger, at den seksuelle aktivitet, som anklagerne beskriver, var baseret på samtykke.
/ritzau/