Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/05/2025 - 12:26

Retov bekræfter: Ny cheftræner i Hvidovre

Martin Retov bekræfter over for Viaplay, at han afløser succesfulde Per Frandsen som cheftræner i Hvidovre.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hvidovre IF har fundet afløseren for den mangeårige succestræner Per Frandsen.

Valget er faldet på Martin Retov, der selv bekræfter til Viaplay Sport News, at han er ny cheftræner i 1.-divisionsklubben.

Det er nogle store sko, som Retov skal udfylde på den københavnske vestegn. Han afløser succesfulde Frandsen, der kom til Hvidovre i 2017 og tog holdet hele vejen fra 2. division og op i Superligaen.

Tidligere i foråret oplyste Hvidovre, at man ikke kunne blive enig med Frandsen om en ny aftale, og klubben derfor skulle finde en ny træner.

- Jeg har fået en aftale på tre år, og de tre år skal bruges på at bygge det her projekt op igen. Det skal gøres sten for sten. Vi skal forynge holdet og have nye kræfter ind, siger Retov til mediet.

- Målet i min kontraktperiode er, at jeg skal føre Hvidovre op i Superligaen.

Retov overtager et hold, der i næste sæson også vil være at finde i 1. division, efter at Fredericia og OB i foråret er løbet med oprykningspladserne.

Den tidligere midtbanespiller blev i starten af marts fyret i Horsens efter to kampe af forårssæsonen. Den jyske klub mente ikke, at præstationerne stemte overens med truppens kvalitet og potentiale. Det kostede Retov jobbet.

44-årige Retov blev ansat i Horsens i sommeren 2024. Inden da var han assistenttræner i Brøndby.

/ritzau/

København, 18/05/2025 - 08:00

Tivolirevyen-instruktør: Vi er oppe på øretævernes holdeplads

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Da Mads M. Nielsen blev tilbudt at være instruktør for Tivolirevyen af Linda P, blev han glad, men var straks bevidst om det store ansvar, der hører med.

Med en historie, der strækker sig tilbage til det 19. århundrede, er Tivolirevyen en af Danmarks mest traditionsrige forestillinger.

Når revyen i år skal sættes op i Glassalen i forlystelsesparken i hjertet af København, er det med komiker Linda P som kreativ chef.

Hvor det er hendes vision, der skal udfolde sig på scenen, er det under instruktion af Mads M. Nielsen, som husker sin egen reaktion, da han fik tilbuddet.

- Jeg blev glad, men jeg tænkte også: "Okay, så er vi oppe på øretævernes holdeplads", men det er også fedt nok, lyder det fra den 54-årige instruktør.

Han har erfaring med revy, men aldrig noget på størrelse med den i Tivoli.

- Jeg har før lavet Revyen i Helsingør. Det er der ikke nogen, der har en mening om. Så kan du tillade dig at lave jokes, som du ikke kan tillade dig at lave her, siger han og tilføjer:

- Til gengæld er der nogle ting, du kan få lov til at lave her, som økonomisk ikke ville kunne lade sig gøre normalt.

Han fremhæver sommerens Tivolirevy som et af højdepunkterne i karrieren. Ikke mindst fordi han skal instruere Linda P, Kurt Ravn og Thomas Warberg.

Søs Egelind var oprindelig også en del af castet, men hun har siden trukket sig grundet forskellige forventninger til produktionen.

Mads M. Nielsen er også kendt som skuespiller, hvor han blandt andet har medvirket i filmen "Flammen & Citronen" og tv-serierne "Krøniken" og "Karrusel".

For sin præstation i forestillingen "Udslet Hornsleth" på Teater V i København vandt han i 2011 en Reumert for Bedste Mandlige Hovedrolle.

Når han nu skal instruere Tivolirevyen, er det som førnævnt med Linda P's manuskript. Hun har fortalt instruktøren, at de skal redefinere revyformatet en smule.

- Det er, fordi vi skal se, om vi ikke kan få en ny generation til at komme - få lidt yngre mennesker til at gå til revy, siger Mads M. Nielsen og fortsætter:

- Det har været superinteressant, men det er også lidt angstprovokerende, for det er jo meget nemmere bare at blive ved med noget, som man ved virker.

Og hvordan laver man så humor, der henvender sig til teenagere i et format med 140 år på bagen?

- At der kommer en politiker og siger noget sjovt om en eller anden sag, og så synger de en sang, er ikke der, hvor unge mennesker er i dag, siger instruktøren, der selv er 54 år, og fortsætter:

- De unge er mere opsatte på, hvad der egentlig sker i samfundet. De har gang i identitetspolitik, hvad man anser sig selv som, hvordan vi taler til hinanden og patriarkatet. De har gang i en helt anden dagsorden end "uha, magthaverne er uretfærdige".

Mads M. Nielsen fortæller, at de fortsat vil gøre grin med magthaverne i Tivolirevyen, men at det ikke på samme måde er grundpillen. I stedet vil mennesker være i fokus.

Det udelukker dog ikke, at de også kommer til at skulle lave sjov med alvorlige emner.

- Jo frygteligere det er, jo vigtigere er det, at vi griner af det. Det er vigtigt, at vi ikke gør nogen fortræd, mens vi griner. Men det er vigtigt at grine. Det er den bedste medicin, der findes, understreger han.

Hvad Tivolirevyen i år kommer til at indeholde, kan man se i Glassalen i den københavnske forlystelsespark, hvor der er premiere 5. juni. Her vil revyen køre hen over sommeren frem til og med 13. juli.

/ritzau/

Læs Mere >>

Basel, 18/05/2025 - 07:00

Grandprixkender: Nu ved DR hvad der skal til

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Grandprixkender er både spændt og anspændt, når han ser frem mod næste års Eurovision.

Det er Østrig, der bliver værter for næste års Eurovision, som kan fejre 70-års jubilæum.

JJ vandt natten til søndag årets internationale melodigrandprix med "Wasted Love".

- Østrig tog en chance med at bringe noget til Eurovision, som ikke er så tilgængeligt mainstream, men som juryer har købt, fordi de har købt historien og fremførelsen, lyder det fra grandprixkender Simon Falk, der skriver for det internationale fanmedie Wiwibloggs.

- De har simpelthen købt, at der kommer en artist, som synger opera.

Det blev til en 23.-plads til Danmarks Eurovision-stjerne, Sissal, og nummeret "Hallucination".

Det var den første Eurovision-finale siden 2019 efter en historisk dårlig stime.

- Nu ved DR, hvad der skal til, lyder det fra Simon Falk.

- Vi skal i hvert fald have en vokalist, og så må vi finde ud af, hvordan vi laver en sang, som appellerer mere bredt til publikum.

Årets Eurovision løb af stablen i Schweiz, som også afholdt verdens allerførste grandprix i 1956. Meget har forandret sig på de 69 år.

Dengang deltog syv lande. I årets grandprix stillede 37 nationer - lige fra Aserbajdsjan til Australien - op.

Efter sidste års kaotiske kulisse i Malmø Arena i Sverige, hvor knas mellem deltagere og produktionen var ved at ødelægge showet, havde arrangørerne i år indført et adfærdskodeks og en omsorgsprotokol.

De geopolitiske spændinger har været lige så store som sidste år. Også i år har Israels deltagelse vakt vrede grundet landets offensiv i Gaza, som blev genoptaget den 18. marts.

Konflikten mellem de to parter intensiverede den 7. oktober 2023, hvor den militante bevægelse Hamas angreb Israel.

Propalæstinensiske demonstranter forsøgte at forstyrre Yuval Raphaels finaleshow.

Udenfor førte en demonstration til sammenstød med politiet.

Der var også propalæstinensiske demonstrationer under åbningsceremonien 11. maj, og propalæstinensiske demonstranter afbrød en af Yuval Raphaels generalprøver.

Men seerne er med Israel.

Bestemte seerne alene i finalen, havde Israel og ikke Østrig vundet årets Eurovision.

Sidste år fik Israel det næsthøjeste antal seerstemmer.

- Det er et udtryk for noget, som nogle må forholde sig til, lyder det fra Simon Falk.

- Jeg tror, at det er svært for Eurovision-miljøet at se ind i et år, hvor man er bange for, hvad der sker, hvis et bestemt land vinder. Vi vil bare gerne have, at Eurovision er et sted, hvor musikken samler os.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 17/05/2025 - 10:00

FAKTA: Spis mad med mindre salt

* Der er nok mange, som ikke bekymrer sig meget om salt, men der er god grund til at skære ned på saltforbruget.

* For meget salt kan være medvirkende årsag til helbredsproblemer, såsom forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og mavekræft.

* Undersøgelser viser, at 38 procent af den voksne befolkning har forhøjet blodtryk.

* Hvis vi hver især i gennemsnit skærer tre gram salt af det daglige forbrug, kan vi i Danmark forvente, at 400.000 færre mennesker har
forhøjet blodtryk samt spare op mod to milliarder kroner hvert år på udgifter relateret til hjerte-kar-sygdomme.

* De største kilder til salt i vores mad er blandt andet forarbejdede produkter, brød, kødpålæg og ost.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 17/05/2025 - 10:00

Salt maden rigtigt hver gang

Perschfoto/Ritzau Scanpix

I maden er salt essentielt for smagen, men kan også bruges til at konservere og binde ingredienser sammen. Et vigtigt lille trin kan hjælpe med at salte nok.

Det hænder, at en ellers indbydende ret ender med at smage fladt - ikke fordi den er lavet forkert, men fordi den mangler salt.

At salte maden tilstrækkeligt er ikke bare et spørgsmål om smag. Det er nøglen til, at din ret lykkes, fortæller kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl, der giver et par råd til, hvordan du kan ramme den rette mængde salt hver gang.

- Salt er et mineral, der både giver og forstærker smag, siger han.

Hvis du ofte synes, at maden mangler en smule salt ved servering, kan det ifølge Toftdahl skyldes, at et vigtigt trin er blevet sprunget over i madlavningen.

- Den nok nemmeste måde at lykkes med sin saltning er at tilsætte en smule salt under tilberedningen og derefter tilsmage retten, når den er færdig, siger han.

- Det er helt afgørende at huske tilsmagningen inden servering. For det er her, man som kok vurderer, om smagene sidder, som de skal - og justerer, hvis ikke det er tilfældet.

Ud over at give smag bruges salt som konserveringsmiddel, da det trækker vand ud af ingredienserne gennem en proces kaldet osmose. Det reducerer vandindholdet og hæmmer væksten af bakterier.

- Salt kan også forbedre teksturen i eksempelvis frikadeller ved at binde ingredienserne sammen. Når saltet tilsættes frikadellefarsen, opløses proteinerne i kødet, og det hjælper med at holde farsen sammen, siger han.

Det er sværere at justere salt i frikadeller, når de først er tilberedt. For at sikre den rette saltmængde bør du derfor smage på farsen, inden du begynder at stege, eller stege en lille prøvefrikadelle og smage den, før du fortsætter.

- Mange ingredienser, såsom kødkraft, tomatpuré og soja, indeholder en del salt. Hvis du bruger dem i en ret, bør du være ekstra varsom med salt og stadig tilsmage til sidst, siger han.

Selv om salt er vigtigt for smagen, anbefaler myndighederne at være opmærksom på sit saltforbrug, da for meget salt kan være medvirkende årsag til helbredsproblemer, såsom forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og mavekræft.

Ifølge Fødevarestyrelsen spiser ni ud af ti danskere mere salt end de officielle anbefalinger, som lyder på maksimum fem-seks gram salt dagligt.

Især mænd har et højt saltindtag og spiser i gennemsnit mere salt end kvinder.

- Ved at salte lidt mindre under tilberedningen og tilsmage til sidst, vil det typisk også være nemmere at ramme den rette saltbalance, der hverken er for meget eller for lidt, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

Salt findes i mange forskellige varianter, men ifølge Thomas Rønsch Toftdahl kan du faktisk nøjes med at have to typer salt i hjemmet:

- De er det klassiske fine husholdningssalt og havsalt i flager, hvis man vil have lidt mere tekstur.

Thomas Rønsch Toftdahl anbefaler, at man vælger et salt, der udvindes fra naturen. Det kan være salt fra havvand eller underjordiske kilder.

Han kalder salt for et af de vigtigste redskaber i køkkenet. Og tilsmagning er altså en af de mere enkle veje til at ramme den rette saltbalance hver gang.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek