Monaco, 11/05/2025 - 07:55
Biereth og Højbjerg kvalificerer sig til Champions League
Både AS Monaco og Olympique Marseille har kvalificeret sig til Champions League efter sejre lørdag.
Clement Mahoudeau/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To danske landsholdsspillere er sikret deltagelse i Europas bedste klubturnering i næste sæson.
Sent lørdag kvalificerede både AS Monaco med Mika Biereth på holdet og Olympique Marseille med Pierre-Emile Højbjerg på holdet sig til Champions League.
Begge klubber gjorde deres til at sikre de lukrative pladser ved at vinde, men havde samtlige andre konkurrenter i CL-ræset ikke tabt, var spændingen blevet udskudt til sidste spillerunde på lørdag.
Efter nederlag må Nice, Lille og Strasbourg nu kæmpe om ligaens fjerdeplads, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen.
Angriberen Mika Biereth spillede 76 minutter for Monaco, som hjemme vandt 2-0 over Lyon.
Landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg var involveret i en mere højdramatisk kamp, hvor Marseille vandt 3-1 ude over nedrykningstruede Le Havre for at sikre CL-billetten.
Undervejs var kampen afbrudt i en halv time på grund af uroligheder blandt tilskuerne.
Det glæder Marseille-træner Roberto De Zerbi, at han kan føre Højbjerg og co. ind i Champions League efter sommerferien.
- Jeg er meget, meget glad på spillernes, klubbens, fansenes og byens vegne, for Marseille lever og ånder for fodbold. Det er helt fortjent, at vi har kvalificeret os til Champions League, siger træneren ifølge AFP.
Han er ikke for fin til at rose sit eget arbejde i sin første sæson med klubben.
- De seneste ti år har Marseille været i Champions League tre gange, og nu bliver det så en fjerde gang.
- Sidste år blev vi blot nummer otte, men nu er vi sikker på at blive mindst nummer tre, selv om vi har reduceret vores lønomkostninger og brugt færre penge på transfers end vores konkurrenter. Det er imponerende, siger De Zerbi.
I sidste spillerunde bliver det afgjort, hvem af Monaco og Marseille, der slutter som nummer to i Ligue 1. Ingen af dem har været i nærheden af at kunne true det suveræne mesterhold Paris Saint-Germain, der har henholdsvis 19 og 20 point ned til de to konkurrenter.
/ritzau/