Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/06/2024 - 14:35

Kongeparret tager Royal Run med til Grønland

Kongeparret tager på sit første officielle besøg til Grønland lørdag som konge og dronning.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I otte dage skal kong Frederik og dronning Mary turnere rundt på Grønland på deres første officielle besøg som kongepar.

Ugen igennem vil kongeparret besøge flere afkroge af selvstyret.

Blandt andet tager parret en del af det kongelige løb Royal Run med til Grønland. Søndag eftermiddag inviterer kong Frederik og dronning Mary til løb i Qeqertarsuaq.

Qeqertarsuaq ligger på sydsiden af øen Qeqertarsuaq, som er Grønlands største ø, i Vestgrønland.

Det fremgår af programmet for turen, der går i gang lørdag, på kongehusets hjemmeside.

Kongeparret igangsætter en familie-mile, som også er et af de løb, man har kunnet løbe i de danske byer i forbindelse med Royal Run, da det blev afholdt i maj omkring kongens fødselsdag.

Parret starter i den nordlige del af Grønland. Herfra sejles de med kongeskibet "Dannebrog" fra den ene by, bygder og ø til den næste.

Kong Frederik og dronning Mary aflægger blandt andet besøg i den vestgrønlandske bygd Attu, der ligger på en mindre ø med samme navn.

Her vil parret besøge bygdens kirke, skole og børnehave.

Kongen vil også afsløre et mindesmærke for Attus 200-års jubilæum i forbindelse med besøget.

Hele turen begynder, der hvor kong Frederiks fire måneder lange ekspedition med Sirius begyndte for 24 år siden.

Lørdag besøger parret Grønlands nordligste by Qaanaqq, hvor kongen i 2000 indledte og afsluttede Sirius Ekspeditionen.

I et interview onsdag med det grønlandske medie Sermitsiaq sagde kongen, at han med rejsen lærte sig selv bedre at kende.

- Grønland har lært mig at leve i pagt med naturen. Grønlænderne respekterer naturen og følger dens gang, sagde han.

Kongeparret udtrykte i interviewet stor begejstring for det kommende besøg til Grønland.

- Besøgene bekræfter os i, at vi er forbundne i Rigsfællesskabet, lød det fra parret kort inden afrejse.

Lørdagen efter - besøgets sidste dag - foregår i Narsaq i den sydlige del af Grønland. Narsaq er omgivet af fjordene Tunulliarfik og Ikersuaq, og området har været hjemsted for inuit og nordboere.

/ritzau/

København, 04/07/2024 - 10:19

Zindy Laursen fejrer mærkedag med genfundet far

For tre år siden fandt Zindy Laursen sin amerikanske far. Selv om Atlanterhavet skiller dem ad, er han med sangeren på job i anledning af uafhængighedsdagen.

Den 4. juli fejrer amerikanerne landets uafhængighedsdag, og i år bliver den også fejret på denne side af Atlanten i Tivoli i København.

Her går den dansk-amerikanske sanger Zindy Laursen på scenen på Plænen og synger hits fra den amerikanske sangskat sammen med Michael Carøe og Annette Heick akkompagneret af Tivolis Salonorkester.

Inden hun går på scenen, har hun aftalt at snakke med sin biologiske far, som hun fandt for tre år siden.

- Det var en meget rørende oplevelse, da jeg havde ledt efter ham hele mit liv. Jeg er halvt amerikaner, så de sidste par år har jeg fejret 4th of July hjemme i Louisiana med min far, bonussøster, bonusmor og 30 af mine nærmeste familiemedlemmer, siger Zindy Laursen i en pressemeddelelse fra Tivoli og fortsætter:

- Jeg skal for første gang holde det i Danmark, og det betyder meget for mig at få lov til at optræde i Tivoli på denne mærkedag som amerikansk-dansk. Jeg har lovet min far at facetime (videoopkald, red.), inden jeg går på, så han kan få et lille glimt af Tivoli og se, hvordan vi hylder vores vigtige Independence Day herovre.

Zindy Laursen fortalte for et par år siden, hvordan det lykkedes hende at finde sin biologiske far efter mange års forgæves forsøg.

Hun vidste, at den mand, hun voksede op med og har kaldt for sin far, ikke var hendes biologiske far, men at hendes biologiske far var en amerikaner, der var udstationeret i Australien, hvor han havde et kort forhold med Zindy Laursens danske mor, der rejste rundt i landet.

Under coronapandemien blev Zindy Laursen podet af en mand, der havde læst om hendes historie, og han tilbød at hjælpe hende, fordi han selv gjorde sig i slægtsforskning.

Zindy Laursen afleverede en DNA-prøve, og et par måneder efter fandt manden, der hjalp hende, et match, fortalte sangeren til Alt for damerne i 2022.

Manden havde fundet frem til Zindy Laursens amerikanske fætter, og ad den vej havde han fundet frem til sangerens biologiske far.

- Det viste sig, at han (faren, red.) var pensioneret politidirektør, og han var dybt skeptisk over vores henvendelse og helt sikker på, at vi prøvede at fuppe ham og franarre ham en masse penge. Det slog mig helt ud. Men jeg skrev et meget personligt brev, hvor jeg fortalte min historie, sagde Zindy Laursen til magasinet.

Hendes far læste brevet, og de aftalte at tales ved over computeren, fortalte Zindy Laursen i et interview med Kristeligt Dagblad.

- Jeg kunne hurtigt se ligheder mellem os. Vi snakkede som vandfald begge to - og grinede meget begge to. Det næste stykke tid snakkede vi rigtig meget sammen, og ikke på noget tidspunkt føltes det mærkeligt. Tværtimod, sagde hun dengang til avisen.

Zindy Laursen slog igennem i det danske melodigrandprix tilbage i 1992, hvor hun sammen med Jan Parber sang sig til en andenplads med nummeret "Sket igen".

Året efter blev hun en del af den populære popgruppe Cut'N'Move, der har hittet med "Give It Up", "Get Serious" og "I'm Alive".

Zindy Laursen har også udgivet musik i eget navn, og så har hun medvirket i flere musicals.

Hun er også kendt som en del af tv-bandet Zindy Kuku Boogaloo, der var husorkester i underholdningsprogrammet "Venner for livet" i begyndelsen af 00'erne.

/ritzau/


Læs Mere >>

Roskilde, 04/07/2024 - 05:20

Doja Cat leverede energisk og sjofel koncert ifølge anmeldere

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Doja Cat leverede onsdag en "hæsblæsende og underholdende" koncert på Orange Scene, skriver Ekstra Bladet.

Den amerikanske sanger og rapper Doja Cat indtog sent onsdag aften Roskilde Festivals Orange Scene med energi og attitude.

Sådan lyder det fra B.T.'s anmelder, der giver den 28-årige fire ud af seks mulige stjerner for sin optræden.

- Særligt den første del af koncerten føltes som at få voksenskæld ud. Hendes mimik og aggressive rapflow var en hæsblæsende - men ikke mindst dybt fascinerende - omgang, lyder det.

I Ekstra Bladet får Doja Cat fire stjerner ud af seks mulige for at have leveret et "hæsblæsende og underholdende sæt på 79 minutter".

- Entertaineren spyttede sine nederdrægtige sjofelheder ud med intensitet, timing og en ufravigelig vilje til at overvinde publikum. Det lykkedes. Sådan da, lyder det fra anmelderen.

I Gaffa får Doja Cat, hvis borgerlige navn er Amala Ratna Zandile Dlamini, fem ud af seks mulige stjerner.

- Der var så meget sex, sjæl og oprigtighed i Dojas imponerende rap og vokalpræstation til aftenens Orange-koncert, lyder det i Gaffa.

Det var den danske rapper Lamin, der onsdag aften åbnede Orange Scene.

Årets Roskilde Festival er nummer 52 i rækken, og den blev officielt udsolgt i maj.

Festivalen er Nordens største festival og samler omkring 130.000 mennesker. Det gør Roskilde til Danmarks fjerdestørste by i perioden på antal indbyggere.

Jyllands-Postens anmelder giver Doja Cat tre ud af seks stjerner med den begrundelse, at der undervejs gik "tomgang i showet".

- Hun mistede noget troværdighed undervejs. Ærgerligt, for Doja Cat kunne - på papiret - have givet en af årets største koncertoplevelser, lyder det.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/07/2024 - 10:00

FAKTA: Flere vælger alkohol fra

* I 2010 havde 7,6 procent af danske mænd og 15,2 procent af danske kvinder over 16 år ikke drukket alkohol de seneste 12 måneder.

* Elleve år senere i 2021 var andelen henholdsvis 11,2 procent og 17,9 procent.

Kilde: Alkohol og Samfund.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/07/2024 - 10:00

Sådan tager du dine alkoholfrie drinks til nye højder

Jonas Walzberg/Ritzau Scanpix

Det handler ikke om at efterligne ingredienserne i drinken helt, hvis du vil have det bedste alkoholfri resultat.

I sommervarmen er det ofte tillokkende med en kølig drink til at holde temperaturen nede og humøret højt.

Og er du ikke til at spæde glasset med nogle procenter, kan du sagtens få en lækker alkoholfri forfriskning, uden folk kigger skævt til det.

- Der er en helt anden indstilling til alkoholfrie drikkevarer i forhold til for fire år siden. Det er blevet normalt at vælge noget uden alkohol i dag, uden at det er en afholdelsestrend, der kører, men mere et bevidst valg, siger Tue Langtofte, der siden 2014 har drevet hjemmesiden alkoholfributik.dk.

Han peger på, at der er sket en holdningsændring, og at der også er kommet mange gode alkoholfri alternativer på markedet, siden han startede butikken for ti år siden.

Hvis du helst vil være fri for at stå og mikse selv, anbefaler Tue Langtofte, at du prøver nogle "ready to drink"-cocktails. Hvad du måske gættede af navnet, er de lavet på forhånd.

- Sådan nogle drinks er vældig populære, og her er der allerede nogen, som har arbejdet med smagspaletten for dig, siger han.

Vil du derimod selv være bartender og svinge virgin-drinks over baren til sommerfesten, så findes der flere muligheder inden for alkoholfri spiritus.

Eksempelvis kan du købe såkaldt imitationsspiritus af klassiske alkoholvarianter som rom, whiskey eller gin, og ellers bare gå i gang, som du ville gøre med en klassisk drink.

Men hvis du vil have din drink op i en anden liga og ikke blot få den til at smage som noget, der minder om den ægte vare, så skal du gribe det en smule anderledes an.

Det siger Christian Tang, der ud over at være bartender og destillatør, også ejer baren Pavillon de Verre i Torvehallerne i København.

- Jeg ville kaste mig over aperitif-spektrummet - tænk aperol, lillet, campari, vermouth - her er der rigtig meget man kan købe, som fungerer rigtig, rigtig godt alkoholfrit, siger han og peger på, at aperitiffer fungerer meget bedre i en alkoholfri drink end imitationsspiritus gør.

Af de klassiske og velkendte drinks kan du komme rigtig langt med en spritzer eller en negroni, lyder det fra Christian Tang.

- Start med nogle aperitif-komponenter, og kom noget mousserende oveni. Det kan være noget så simpelt som danskvand eller mere kompliceret som et alkoholfrit mousserende produkt, siger han.

- Det er især vigtigt, at du fylder glasset med is, og så kan du sagtens få en drikkeoplevelse tilsvarende eller bedre end den alkoholiserede.

Den kyndige drinkskender har sikkert bidt mærke i, at der jo er gin i en negroni. Så hvordan kommer man udenom at købe en imitationsgin?

Ifølge Christian Tang handler en god alkoholfri drink ikke om at have de helt samme komponenter - i dette tilfælde en imiteret version af gin - i drinken. I stedet skal du gå efter at skabe en lignende drikkefornemmelse.

- Hvad bidrager ginnen med? Noget er alkohol, men vi leder også efter fornemmelsen af det bittersøde, et lag af parfume, blomster og urter, siger han og anbefaler, at du til din alkoholfri drinkaften også køber urter og frugter med hjem, så du netop kan eksperimentere med at finde den helt rigtige fornemmelse.

Det kan for eksempel være alt fra skiver af æble eller citrusfrugter til timian og rosmarin.

- Ud over smag får garniture også drinken til både at se og dufte som den ægte vare. Leg med det. Det er også det, som bartenderne gør, afslutter han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek