København, 04/07/2024 - 10:19
Zindy Laursen fejrer mærkedag med genfundet far
For tre år siden fandt Zindy Laursen sin amerikanske far. Selv om Atlanterhavet skiller dem ad, er han med sangeren på job i anledning af uafhængighedsdagen.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Den 4. juli fejrer amerikanerne landets uafhængighedsdag, og i år bliver den også fejret på denne side af Atlanten i Tivoli i København.
Her går den dansk-amerikanske sanger Zindy Laursen på scenen på Plænen og synger hits fra den amerikanske sangskat sammen med Michael Carøe og Annette Heick akkompagneret af Tivolis Salonorkester.
Inden hun går på scenen, har hun aftalt at snakke med sin biologiske far, som hun fandt for tre år siden.
- Det var en meget rørende oplevelse, da jeg havde ledt efter ham hele mit liv. Jeg er halvt amerikaner, så de sidste par år har jeg fejret 4th of July hjemme i Louisiana med min far, bonussøster, bonusmor og 30 af mine nærmeste familiemedlemmer, siger Zindy Laursen i en pressemeddelelse fra Tivoli og fortsætter:
- Jeg skal for første gang holde det i Danmark, og det betyder meget for mig at få lov til at optræde i Tivoli på denne mærkedag som amerikansk-dansk. Jeg har lovet min far at facetime (videoopkald, red.), inden jeg går på, så han kan få et lille glimt af Tivoli og se, hvordan vi hylder vores vigtige Independence Day herovre.
Zindy Laursen fortalte for et par år siden, hvordan det lykkedes hende at finde sin biologiske far efter mange års forgæves forsøg.
Hun vidste, at den mand, hun voksede op med og har kaldt for sin far, ikke var hendes biologiske far, men at hendes biologiske far var en amerikaner, der var udstationeret i Australien, hvor han havde et kort forhold med Zindy Laursens danske mor, der rejste rundt i landet.
Under coronapandemien blev Zindy Laursen podet af en mand, der havde læst om hendes historie, og han tilbød at hjælpe hende, fordi han selv gjorde sig i slægtsforskning.
Zindy Laursen afleverede en DNA-prøve, og et par måneder efter fandt manden, der hjalp hende, et match, fortalte sangeren til Alt for damerne i 2022.
Manden havde fundet frem til Zindy Laursens amerikanske fætter, og ad den vej havde han fundet frem til sangerens biologiske far.
- Det viste sig, at han (faren, red.) var pensioneret politidirektør, og han var dybt skeptisk over vores henvendelse og helt sikker på, at vi prøvede at fuppe ham og franarre ham en masse penge. Det slog mig helt ud. Men jeg skrev et meget personligt brev, hvor jeg fortalte min historie, sagde Zindy Laursen til magasinet.
Hendes far læste brevet, og de aftalte at tales ved over computeren, fortalte Zindy Laursen i et interview med Kristeligt Dagblad.
- Jeg kunne hurtigt se ligheder mellem os. Vi snakkede som vandfald begge to - og grinede meget begge to. Det næste stykke tid snakkede vi rigtig meget sammen, og ikke på noget tidspunkt føltes det mærkeligt. Tværtimod, sagde hun dengang til avisen.
Zindy Laursen slog igennem i det danske melodigrandprix tilbage i 1992, hvor hun sammen med Jan Parber sang sig til en andenplads med nummeret "Sket igen".
Året efter blev hun en del af den populære popgruppe Cut'N'Move, der har hittet med "Give It Up", "Get Serious" og "I'm Alive".
Zindy Laursen har også udgivet musik i eget navn, og så har hun medvirket i flere musicals.
Hun er også kendt som en del af tv-bandet Zindy Kuku Boogaloo, der var husorkester i underholdningsprogrammet "Venner for livet" i begyndelsen af 00'erne.
/ritzau/