Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/04/2025 - 13:21

Afbudsramt dansk badmintonlandshold åbner VM med klar sejr

Uden flere skadede profiler formåede Danmark at køre Indien over i åbningskampen ved VM for blandede hold.

Uncredited/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Danmark må undvære flere af sine vigtige spillere ved VM i badminton for blandede hold, der også går under navnet Sudirman Cup.

Men det forhindrede ikke det danske landshold i at få en fremragende start på turneringen.

Søndag vandt Danmark åbningskampen mod Indien ved at bringe sig foran 3-0 i kampe og bragte sig dermed i god position i gruppen, hvorfra de to bedste hold avancerer til kvartfinalerne.

Ud over Indien skal Danmark møde Indonesien og England i gruppen, der må betegnes som en af de stærkeste ved mesterskabet i Kina.

Indonesien vandt den første udgave af Sudirman Cup tilbage i 1989 og har været i finalen seks gange siden. Danmark har aldrig vundet, men kan prale af to finalepladser - senest i 2011.

Op til turneringen meldte Viktor Axelsen, Mia Blichfeldt, Rasmus Gemke og Frederik Søgaard afbud til VM med skader.

Alligevel tromlede landsholdet hen over Indien.

Danskerne fik en optimal indledning på kampen, da Jesper Toft og Amalie Magelund bankede Tanisha Crasto og Dhruv Kapila.

Den danske mixeddouble er nummer 7 i verden, mens inderne er nummer 17. Men forskellen virkede noget større i dysten, der var overstået på blot 33 minutter.

Toft og Magelund var reelt aldrig i problemer og blev tiljublet af deres danske holdkammerater efter den komfortable sejr på 21-13, 21-14.

I herresingle så Anders Antonsen også ud til at være i kontrol mod H.S. Prannoy umiddelbart efter. Aarhusianeren var veloplagt og vandt første sæt, før Prannoy begyndte at bide fra sig.

Et par vundne challenges bragte inderen foran 6-2, men så viste Antonsen igen klassen. Selv om hans seneste kamp lå mere end en måned tilbage, viste den energiske dansker ingen tegn på rust og kørte Prannoy over det sidste stykke på vej mod sejren på 21-15, 21-16.

Sejren skaffede danskerne tre matchbolde, da der spilles bedst af fem kampe i opgørene. Men de skulle kun bruge en enkelt.

Verdensetterne i herredouble, Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, slog nemt Hariharan Amsakarunan og Ruban Kumar Rethinasabapathi, der ikke ligefrem udstrålede en stor tro på tingene.

Astrup og Skaarup vandt 21-7, 21-4 og afgjorde duellen. Kampene i damesingle og damedouble mangler fortsat at blive spillet, og mens de er uden betydning for sejren, kan udfaldet få betydning, når regnskabet skal gøres op efter alle gruppekampe.

/ritzau/

København, 29/04/2025 - 09:34

Kong Frederiks besøg på militær station i Grønland aflyses

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og kong Frederik må på grund af vejret aflyse besøg hos Sirius-patruljen.

Kong Frederiks program under besøget i Grønland må endnu en gang ændres.

Onsdag skulle kongen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) have besøgt Station Nord i Grønland, hvor Sirius-patruljen holder til.

Men det må nu aflyses på grund af vejret.

Det oplyser Forsvarsministeriet til Ritzau, og det bekræftes af kongehusets kalender.

Her fremgår det også, at kongens program i Grønland torsdag og fredag er aflyst, hvor han skulle have været afsted med Sirius-patruljen.

Station Nord er den nordligst bemandede flyveplads i Grønland.

Besøget på Station Nord skulle markere, at det er 75 år siden, at Sirius-patruljen blev etableret. Kong Frederik var i 2000 med på en ekspedition med Sirius-patruljen i fire måneder som kronprins.

Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, samt nordiske ministerkolleger skulle også have været en del af onsdagens besøg på Station Nord.

Aflysningen af Station Nord-besøget onsdag betyder, at hele Troels Lund Poulsens tur til Grønland aflyses. Det skriver Forsvarsministeriet på den sociale platform X.

Troels Lund Poulsen skulle tirsdag være rejst til Grønland og have holdt møde med Vivian Motzfeldt. Turen vil nu blive gennemført på et senere tidspunkt, oplyser ministeriet.

Kong Frederik skulle oprindelig været landet i Grønlands hovedstad, Nuuk, mandag aften for at indlede sit flere dage lange besøg.

Men dårligt vejr i Nuuk udskød afrejsen, så han efter planen først ankommer klokken 13.30 dansk tid tirsdag, hvilket er 10.30 lokal tid.

Kongen rejser sammen med Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, der har været på besøg i København.

Klokken 11.30 lokal tid deltager kong Frederik i en fjordtur, inden han om eftermiddagen skal til kaffemik og på vandretur. Tirsdagens program slutter med en middag i Hans Egedes Hus.

Onsdag skal kongen fortsat besøge Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, men resten af programmet for besøget i Grønland er nu uvist.

Kong Frederik var sidst i Grønland i slutningen af juni 2024. Dengang var dronning Mary også med.

Den nye tur kommer efter flere måneders uro omkring Grønland og den amerikanske præsident, Donald Trumps, interesse for at få kontrol med Grønland.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/04/2025 - 09:22

Kong Frederiks besøg på militær station i Grønland aflyses

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og kong Frederik må på grund af vejret aflyse besøg hos Sirius-patruljen.

Kong Frederiks program under besøget i Grønland må endnu en gang ændres.

Onsdag skulle kongen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) have besøgt Station Nord i Grønland, hvor Sirius-patruljen holder til.

Men det må nu aflyses på grund af vejret.

Det oplyser Forsvarsministeriet til Ritzau, og det bekræftes af kongehusets kalender.

Her fremgår det også, at kongens program i Grønland torsdag og fredag er aflyst, hvor han skulle have været afsted med Sirius-patruljen.

Station Nord er den nordligst bemandede flyveplads i Grønland.

Besøget på Station Nord skulle markere, at det er 75 år siden, at Sirius-patruljen blev etableret. Kong Frederik var i 2000 med på en ekspedition med Sirius-patruljen i fire måneder som kronprins.

Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, samt nordiske ministerkolleger skulle også have været en del af onsdagens besøg på Station Nord.

Kong Frederik skulle oprindelig været landet i Grønlands hovedstad, Nuuk, mandag aften for at indlede sit flere dage lange besøg.

Men dårligt vejr i Nuuk udskød afrejsen, så han efter planen først ankommer klokken 13.30 dansk tid tirsdag, hvilket er 10.30 lokal tid.

Kongen rejser sammen med Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, der har været på besøg i København.

Klokken 11.30 lokal tid deltager kong Frederik i en fjordtur, inden han om eftermiddagen skal til kaffemik og på vandretur. Tirsdagens program slutter med en middag i Hans Egedes Hus.

Onsdag skal kongen fortsat besøge Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, men resten af programmet for besøget i Grønland er nu uvist.

Kong Frederik var sidst i Grønland i slutningen af juni 2024. Dengang var dronning Mary også med.

Den nye tur kommer efter flere måneders uro omkring Grønland og den amerikanske præsident, Donald Trumps, interesse for at få kontrol med Grønland.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/04/2025 - 12:00

FAKTA: Kærlighedssvindel stiger igen

* Tallene viser antal sager, det samlede tabte beløb og gennemsnitligt beløb per sag.

* 2024: 557 sager, 22,6 millioner kroner, 40.574 kroner.

* 2023: 490 sager, 17,1 million kroner, 34.897 kroner.

* 2022: 1099 sager, 22 millioner kroner, 20.018 kroner.

* 2021: 828 sager, 20,9 millioner kroner, 25.241 kroner.

* 2020: 721 sager, 6,6 millioner kroner, 9153 kroner.

Kilde: Finans Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 28/04/2025 - 12:00

Forført, forelsket og flået på nettet

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kærlighedssvindel er steget igen. Svindlere udnytter ofrenes følelser for at franarre dem penge, og det vurderes, at mange ofre tier af skam.

Hvert år bliver hundredvis af danskere lokket ind i romantiske relationer, der ender med tømte bankkonti og knuste hjerter.

Kærlighedssvindel er en kynisk form for kriminalitet, hvor svindlere spiller på følelser og manipulerer for at franarre deres ofre penge.

Det fortæller kommunikationsrådgiver Marie Laure Lebech Pépin, som har udarbejdet det kvalitative studie "Offer for kærlighed" om kærlighedssvindel som kandidatspeciale på Københavns Universitet.

- Offeret udvikler ofte stærke følelser og beskriver dem som ægte kærlighed. I de sager, jeg har beskæftiget mig med, fortæller ofrene, at følelserne føltes oprigtige og dybe, siger hun.

For offeret er det et kæresteforhold, der opstår, og det kan vare i flere år. Men for svindleren er forholdet ikke ægte. Det er blot et middel til at lokke penge ud af offeret.

Sidste år lykkedes det svindlerne at slippe afsted med 22,6 millioner kroner fordelt på 557 sager. Til sammenligning var der 490 sager i 2023 med et samlet tab på 17,1 million kroner. Det viser tal fra Finans Danmark, som vurderer, at det reelle omfang er større, fordi mange ofre tier af skam.

En svindler får typisk kontakt til sit offer via sociale medier, hvor de begynder at skrive sammen og får opbygget en relation.

Kontakten bliver ret hurtigt på svindlerens anmodning flyttet til en krypteret beskedtjeneste som WhatsApp eller Telegram.

- Tjenesterne giver også mulighed for at sende billeder, lydfiler, dele sin lokation og ringe, hvilket gør det nemmere for svindleren at virke troværdig og berolige eventuelle bekymringer hos offeret, siger Marie Laure Lebech Pépin.

Sociale medier og beskedtjenester har gjort det nemmere at opretholde en konstant kontakt, hvilket forstærker båndet og giver svindlerne mulighed for at manipulere når som helst døgnet rundt.

- Jeg tror grundlæggende, at mange er bevidste om, at man kan blive udnyttet i kærlighed. Men når relationen udvikler sig digitalt, bliver det meget sværere at fange de advarselssignaler, der normalt ville få advarselslamperne til at blinke, siger hun.

Ifølge Marie Laure Lebech Pépin starter manipulationen ofte helt fra begyndelsen af kontakten, hvor svindlerne forsøger at forme offeret.

Det sker blandt andet ved at præsentere idéen om, at et perfekt kæresteforhold handler om at hjælpe og stole på hinanden.

På den måde får svindleren også tegnet et billede af, hvordan offeret bør opføre sig, hvis de to skal være i et forhold.

- Og ofte ønsker offeret netop at være i et forhold med svindleren, siger hun.

Hun vurderer, at myndigheder og banker, der vil forebygge kærlighedssvindel, bør overveje at droppe kampagner, der kun advarer imod at overføre penge til fremmede og ukendte personer.

For ofrene, der udsættes for kærlighedssvindel, er svindleren nemlig ikke en fremmed, men tværtimod en person, de føler sig tæt knyttet til.

- Når et offer er blevet svindlet og står tilbage med skam, skyld og en ødelagt bankkonto, hjælper det ikke at betragte svindlen som noget, der er sket med en fremmed. De ofre, jeg har talt med, siger, at de føler kærestesorg, siger hun.

Vi bør også som samfund tænke over, hvordan vi taler om denne form for svindel, mener hun:

- Hvis vi reagerer med latterliggørelse eller beskriver ofrene som dumme, risikerer vi at gøre emnet så tabubelagt, at ofre ikke tør tale om det eller søge hjælp, selv om de har en fornemmelse af, at noget er galt.

Som offer skal man trygt kunne række ud til andre, hvis man har en mistanke. Derfor er det ifølge Marie Laure Lebech Pépin vigtigt, at en pårørende tager det alvorligt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek