Washington D.C., 16/05/2025 - 21:06
Republikanere stemmer nej til Trumps store skattepakke
Flere af Trumps partifæller stemmer imod præsidentens "store, smukke" lov, der øger USA's underskud og gæld.
Rod Lamkey/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Medlemmer af præsident Donald Trumps eget republikanske parti spændte ben, da budgetudvalget i USA's Kongres fredag stemte imod en stor skattepakke, som Trump vil have gennemført.
Det ses som et markant tilbageslag for Trumps skattepolitik.
Pakken, som Trump kalder en "stor, smuk" lov, indeholder blandt andet en forlængelse af skattelettelser fra hans første embedsperiode.
Det vil lette skatten for amerikanerne med 2500 milliarder dollar over ti år.
Alligevel stemte fem af de 21 republikanske medlemmer i budgetudvalget nej til pakken. Det sammen gjorde samtlige 16 demokrater i udvalget.
Pakken vil øge både USA's budgetunderskud og den 36.000 milliarder dollar store statsgæld.
Den indeholder desuden besparelser, der fratager millioner af amerikanere deres sundhedsforsikring, skriver AFP. Det vækker bekymring blandt mere moderate republikanere.
De af Trumps partifæller, der stemte imod hans pakke, ønsker dog større besparelser på Medicaid, som er sundhedsforsikringen for den dårligst stillede del af befolkningen.
De vil også have fjernet de grønne skattefordele, som Demokraterne har indført for grøn energi.
- Denne pakke er langtfra tilstrækkelig. Den gør ikke det, vi påstår, den gør, i forhold til underskuddet. Vi udskriver checks uden dækning, og vores børn kommer til at betale prisen, siger den konservative texaner Chip Roy ifølge Reuters.
Budgetudvalget havde til opgave at samle de 11 forskellige lovforslag, som Republikanerne har vedtaget over de seneste uger. Det er normalt en rutinemæssig, men nødvendig proces før en afstemning i Repræsentanternes Hus.
Fredagens nej fra budgetudvalget er ikke den endelige afgørelse om skattepakken. Den vil blive ændret og sendt tilbage til udvalget i næste uge.
Det omfattende forslag er stillet af den republikanske flertalsleder i huset, Mike Johnson, som er en nær allieret af Trump.
/ritzau/