København, 15/04/2025 - 11:01
Petra Nagel stopper som vært på drømmejob
Petra Nagel stopper som vært på "Go' morgen Danmark", da det har været for svært at forene arbejdsliv med familieliv.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus
Petra Nagel siger farvel til værtsrollen på TV 2-programmet "Go' morgen Danmark".
Hun fortæller til TV 2, at det ikke har været en nem beslutning, da værtsrollen har været et drømmejob for hende. Beslutningen har derfor været længe undervejs.
- Lige nu er det svært for mig at forene arbejdslivet med tidlige morgenvagter og familielivet med tre små børn, siger hun.
Selv om Petra Nagel har elsket at sige godmorgen til hele Danmark, så har det også medført et pres, da mange øjne har været rettet mod hende.
- Folk slog sig lidt på mig i starten, fordi jeg gjorde tingene anderledes eller på min egen måde, siger hun til TV 2.
Petra Nagel har også lagt en smule låg på sig selv - hun synes dog stadig, at hun har formået at inddrage sin personlighed i indslagene.
Det var især i begyndelsen, at negative kommentarer kunne gøre hende udmattet. Hun mindes i særdeleshed én kommentar, som hun dog medgiver også var ret sjov.
- Åh nej, ikke din stemme igen. Den er så slem, at min hund forlader rummet hver gang, fortæller Petra Nagel i TV 2's artikel.
Det er dog ikke et endegyldigt farvel til Petra Nagel på TV2, da hun fortsætter i sin rolle som vært på "Bachelor" og "Bachelorette".
Der kommer ny sæson af "Bachelorette" i næste måned, mens hun tager til Grækenland om få uger for at optage en ny sæson af "Bachelor".
Petra Nagel udtaler til TV 2, at hun er åben for, hvad fremtiden bringer og klar på at udfordre sig selv.
/ritzau/