Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/06/2025 - 22:19

Sparta Prag ansætter Brian Priske igen

Efter en enkelt sæson hos Feyenoord, hvor han blev fyret, er Brian Priske tilbage som træner i Sparta Prag.

Maurice Van Steen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Brian Priske har et godt navn i den tjekkiske fodboldklub Sparta Prag. Så godt, at klubben nu har ansat ham som træner for anden gang.

Søndag aften meddeler Sparta Prag, at Brian Priske er blevet hyret på en kontrakt, der gælder flere år frem.

Brian Priske var træner i Sparta Prag fra 2022 til 2024, hvor han skiftede til hollandske Feyenoord.

I sin første tid hos tjekkerne vandt han to mesterskaber og en pokaltitel.

I Sparta Prag erstatter han Lars Friis, som blev forfremmet fra rollen som assistenttræner, da Priske forlod klubben sidste sommer. Lars Friis blev fyret midt i maj.

- Vi havde en liste med mange trænere fra europæiske ligaer og har holdt møder med mange af dem på forskellige stadier af processen. I Brians tilfælde spillede hans kendskab til miljøet, klubbens struktur og hans tidligere succes en nøglerolle i den endelige beslutning, siger sportsdirektør Tomas Rosicky.

Brian Priske blev fyret i Feyenoord i februar og har været uden trænerjob siden da.

- Jeg er glad for at være tilbage på et sted, hvor jeg var en del af noget succesfuldt, siger Brian Priske til klubbens hjemmeside.

- Det var ikke let at sige farvel, men på det tidspunkt fik jeg en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Men jeg vidste, hvad jeg efterlod - en god klub, fremragende mennesker og et miljø, der lærte mig meget. Nu er jeg tilbage med mindst lige så stor sult - måske endnu mere, siger Brian Priske.

Den 48-årige dansker har tidligere været træner i FC Midtjylland og belgiske Royal Antwerp.

/ritzau/

København, 12/06/2025 - 10:35

Niels Brandt medvirker i jubilæumssæson af Klovn

Forsangeren er langtfra den eneste kendis, der gæster den tiende sæson af komedieserien. Også Mick Øgendahl, Søs Egelind og Chief 1 besøger Frank og Casper.

Det bliver et gensyn med Danmarks mest tåkrummende duo, når den tiende sæson af "Klovn" 20. juli løber over skærmen.

Ligesom i de foregående sæsoner - og i de tre spillefilm - får Casper og Frank besøg af masser af danske kendisser i den nye sæson.

Det vil blive et gensyn med gamle kendinge, men der er også blevet plads til flere nye ansigter.

Ifølge Casper Christensen er der tale om mennesker, som han aldrig havde forventet skulle medvirke i "Klovn".

Og TV 2 løfter nu endelig sløret for, hvem man kan forvente at møde i løbet af de kommende otte afsnit.

Casper Christensen og Frank Hvam får blandt andre følgeskab af The Minds of 99-forsanger Niels Brandt.

Forsangeren er ikke den eneste musiker, der medvirker. Også sangeren Chief 1 med det borgerlige navn Lars Pedersen gæster serien.

Komikerne Heino Hansen og Mick Øgendahl dukker også op, og det samme gøre skuespillerne Søs Egelind og Vicki Berlin samt forfatteren Sara Blædel og tv-manipulatoren Jan Hellesøe.

Blandt de kendte ansigter kan man selvfølgelig forvente et gensyn med Franks hustru, Mia, samt Caspers kone, Fnug, der spilles af Camilla Lehmann.

Man kan dog også se frem til gæsteoptrædener fra blandt andre sangeren Stig Rossen, der tidligere havde besøg af Frank og Mia i sæson fem.

Også skuespilleren Peter Gantzler og tv-værten Mikael Bertelsen gør comeback.

Tiende sæson af "Klovn" består af otte afsnit, som kan ses på TV 2 Play fra søndag 20. juli.

/ritzau/

Læs Mere >>

Gentofte, 12/06/2025 - 10:33

Jarlen sætter villa til salg for over 16 millioner

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Med den nuværende udbudspris på 16.275.000 kroner venter der Jarl Friis-Mikkelsen en potentiel fortjeneste på over 14 millioner kroner, skriver Boliga.

Jarl Friis-Mikkelsen prøver igen at pakke flyttekasserne og har endnu en gang sat sin villa i Gentofte til salg.

Denne gang kræver han 16.275.000 kroner.

Det er otte gange højere, end det beløb han selv betalte for villaen i 1995.

Det skriver boligsiden Boliga.

Det fremgår ikke, hvorfor den 73-årige tv-stjerne gerne vil af med villaen igen.

Men da han i 2019 forsøgte at sælge den første gang - dengang til 13,2 millioner kroner - var det, fordi han og hustruen Susanne Persson, som han har sine to yngste døtre med, ville tættere på byen, forklarede han til B.T.

- Vi vil gerne se, om vi kan lave en forandring. Nu har vi efterhånden boet det samme sted i mange år, sagde han dengang til avisen.

Ifølge tinglysningen købte den kendte skuespiller, instruktør og tv-vært huset for 30 år siden for 1.947.460 kroner.

Med den nuværende udbudspris på 16.275.000 kroner venter der en potentiel fortjeneste på over 14 millioner kroner - før fradrag for salgsudgifter og eventuelle forbedringer gennem årene - tilføjer Boliga.

Boligen, som ifølge ejendomsmægleren er charmerende og har historisk sjæl, rummer 193 kvadratmeter fordelt på seks værelser.

- Beliggenheden er uden tvivl en af af de mest stille - placeret på en lille lukket stikvej omgivet af fredfyldt natur. Her hører man kun fuglenes sang og vinden i træerne. Et sandt fristed midt i vores skønne kommune, lyder det blandt andet i salgsopstillingen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/06/2025 - 10:00

FAKTA: Fokusér på processen

* Fejl er en del af enhver udviklingsproces. For at lære af dine fejl hjælper det derfor at skifte fokus fra resultat til proces.

* Når du er resultatorienteret, bedømmer du ofte konstant dig selv og dine handlinger, og det kan virke hæmmende.

* Prøv at skrue ned for bedømmelsen og op for nysgerrigheden.

* Uden bedømmerbrillerne på gør du dig selv mere åben over for processen og knap så bange for at træde forkert.

Kilde: psykolog Christoffer Kølgaard, der er indehaver af klinikken "Den krøllede hjerne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/06/2025 - 10:00

Omfavn dagligdagens svipsere og gør dine fejl til en force

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fejl er livets læremester, og derfor kan der være god fidus i at sætte dig selv i situationer, hvor der er en sandsynlighed for, at du rammer forbi mål.

Dine fejltrin rummer en gylden gave af potentiale, hvis du tør dvæle ved dem et øjeblik. Når du rammer ved siden af, bliver du nemlig klogere på dig selv, og hvad du kan øve dig i at blive bedre til.

Det siger selvstændig psykolog Melissa Elveberg, der beskæftiger sig med performance- og sportspsykologisk terapi.

- Fejlene hjælper os med at arbejde med vores svagheder. Det handler egentlig om at løfte og udvikle os selv, fortæller hun.

Hendes pointe bakkes op af psykolog Christoffer Kølgaard, der er indehaver af klinikken "Den krøllede hjerne". Han mener, at du spænder ben for dig selv, hvis du i hverdagen overfokuserer på at undgå at begå fejl.

- Den optagethed hæmmer muligheden for at risikere noget, så du rent faktisk formår at blive bedre. Det er vigtigt at turde at prøve noget nyt af en gang imellem, siger han.

Første skridt mod at bruge din fejlbarlighed konstruktivt er ifølge Melissa Elveberg, at du øver dig i at adskille dine præstationer fra din værdi som menneske.

Når du har en indre vished om, at du er god nok, uanset hvordan du præsterer, bliver fejlene knap så følsomme at forholde sig til, og du kan derfor nemmere arbejde med dem.

- Mine klienter er også meget optagede af, hvad andre tænker om dem, når de begår fejl. Men "de andre" tænker ikke ret meget på os. De er optaget af alt muligt andet og er ofte hurtigt videre, fortæller Melissa Elveberg.

Herfra kan du øve dig i at slippe kontrollen en lille smule og dermed gradvist øge sandsynligheden for, at der sker en svipser. Begynd i det små. Måske har du for vane at gennemlæse dine mails på arbejdet fem gange, inden du sender dem afsted. Her kan du give dig selv et benspænd og beslutte dig for, at du kun læser dem igennem en gang eller to.

- Du kan vælge én opgave og sige: Her vil jeg udfordre mig selv. Se det som en trappe, hvor du tager et skridt ad gangen, siger Melissa Elveberg.

Christoffer Kølgaard råder dig til at invitere mere spontanitet ind i din dagligdag. Gør noget andet, end du plejer, og se, hvad der sker - med risiko for, at det går galt, eller at folk omkring dig løfter et øjenbryn.

På den måde opstår der automatisk en feedbackkultur, som du kan bruge konstruktivt, siger han.

- Du opdager hurtigt, hvad der fungerer og ikke fungerer. Hvis standupkomikere ikke testede deres jokes af på et prøvepublikum, ville deres endelige shows sikkert ikke blive særligt gode.

Samtidig er det vigtigt, at du skruer ned for dine egen bedømmelse af dig selv, når du bevæger dig ud i situationer, hvor der er større sandsynlighed for, at du begår fejl.

- Prøv at møde dig selv med omsorg i stedet for selvkritik. Undgå at sige til dig selv, at det var pinligt eller dårligt, da du begik en fejl. Sig til dig selv: Jeg gjorde mig umage, siger Christoffer Kølgaard.

Fejl kan for nogle knytte sig til en bestemt del af personligheden. Måske har du fået at vide, at du skal arbejde med din utålmodighed eller din korte lunte.

Her handler det igen om ikke at lukke ned for disse "svage" sider, men at bringe dem i spil på konstruktive måder. Dit temperament kan for eksempel være en superkraft i situationer, hvor du har brug for at presse dig selv, siger Melissa Elveberg.

- Øv dig i at se dine følelser i et andet lys. Det handler om at kanalisere energien fra de svære følelser ud i noget, du kan bruge til noget - i stedet for at bruge energi på at få følelsen til at gå væk, og så mister du fokus, fortæller hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek