København, 28/05/2025 - 12:30
Komponist Per Nørgård er død - 92 år
Den klassiske musiks danske godfather er sovet stille ind. Han står bag hundredvis af klassiske kompositioner.
Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske komponist Per Nørgård er død.
Det oplyser musikforlaget Edition Wilhelm Hansen i en pressemeddelelse.
Per Nørgård sov stille ind natten til onsdag omgivet af sine nærmeste. Han blev 92 år.
- Per Nørgårds musikalske betydning kan ikke fremhæves nok, og det har været en stor ære at få lov at arbejde med hans værker som hans forlægger igennem alle årene.
- Vi vil mindes Per som en af de største danske komponister nogensinde og som en komponist, der konstant formåede at udvikle sit musikalske udtryk igennem hele sin karriere, siger Loui Törnqvist, administrerende direktør hos Edition Wilhelm Hansen.
Per Nørgård har i mange årtier været den førende på sit felt og opbygget sig et imponerende CV.
Per Nørgård er ophavsmand til flere hundrede værker, for hvilke han er blevet rost og hyldet i stor stil. Nogle har sågar sammenlignet ham med den berømte Carl Nielsen.
I Danmark har han fået Léonie Sonnings Musikpris og Sibelius Prisen, nogle af de mest fornemme i branchen. Han har også modtaget Nordisk Råds Musikpris.
Ikke kun i indenrigsregi har han vundet anerkendelse. I 2014 tildelte det store New York Philharmonic Orchestra Per Nørgård en pris, og til den fulgte et beløb på omkring en million kroner.
Per Nørgård blev født 13. juli 1932.
Allerede i gymnasiet fik han komponistundervisning, og på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København begyndte han for alvor studierne.
Dertil kom et ophold i Paris for at lære endnu mere om genren og det at komponere en smuk melodi, og hvor nogle af de første kompositioner kom fra Per Nørgårds hånd.
Derefter gik turen til Aarhus og Det Jyske Musikkonservatorium.
Her fungerede Per Nørgård som kompositionslærer og professor, og han var på konservatoriet helt frem til 1995, hvor han trak sig tilbage for at fokusere helt og holdent på at komponere.
Nørgård har også opdaget et helt matematisk system, der kan bruges til kompositioner af musikken. Det kaldes uendelighedsrækken.
/ritzau/