Moskva, 30/07/2025 - 04:21
Meterhøj tsunami kan ramme lande i Stillehavet efter jordskælv
Der advares om tsunamibølger på op til tre meter i Japan og USA samt flere steder i Stillehavet.
Miho Takahashi/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Indbyggere i flere lande omkring Stillehavet advares onsdag mod en flere meter høj tsunami efter et jordskælv ud for det østlige Rusland.
Advarslen kommer fra USA's Nationale Forvaltning af Hav- og Atmosfæreforhold (NOAA) efter et stort jordskælv for den russiske halvø Kamtjatka.
Japan, Ecuador og de amerikanske øer Hawaii og Guam er blevet advaret om tsunamibølger på op til tre meter.
Da de første bølger gik i land i Japan klokken 03.45 dansk tid, var de omkring 30 centimeter over normalen.
NOAA har senere udsendt tsunamivarsler for staterne langs den amerikanske vestkyst - Californien, Oregon og Washington.
I New Zealand meddeler landets katastrofeberedskab, at man forventer at blive ramt af uforudsigelige bølger langs kysten.
Jordskælvet ud for Kamtjatka ramte omkring klokken 01.30 dansk tid med en styrke på 8,8 og en dybde på cirka 20 kilometer. Det betegnes af Ruslands geologiske tjeneste som det største jordskælv siden 1952.
Det er uklart, hvilke områder der er en del af tjenestens opgørelse.
Den regionale guvernør, Vladimir Solodov, advarede straks lokalbefolkningen om at komme væk fra kysterne.
- Dagens jordskælv var alvorligt og det kraftigste i årtier, siger Vladimir Solodov i en video på beskedtjenesten Telegram.
Ruslands regionale minister for beredskab, Sergej Lebedev, meldte kort efter om bølger på mellem tre til fire meter i Kamtjatka.
Russiske medier melder ifølge AFP om flere sårede.
Japans meteorologiske agentur advarede om et tsunamivarsel på op til tre meter langs stillehavskysterne. Det skrev agenturet tidligere på natten på det sociale medie X ifølge AFP.
- Et tsunamivarsel er blevet udsendt klokken 08.37 (klokken 01.37 dansk tid, red.).
- Tsunamier vil ramme gentagne gange. Gå ikke ud i havet, og nærm jer ikke kysten, før varslet er ophævet, lyder det.
NOAA har udsendt et varsel om forhøjede bølger på op til 30 centimeter ved Sydkoreas, Nordkoreas og Taiwans kyster.
/ritzau/Reuters