København, 30/05/2025 - 09:00
Rune med opråb: Lad de seedede spillere møde senere
Holger Rune mener, at Masters 1000-turneringer bør afkortes for at aflaste de bedste spillere.
Julien De Rosa/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tenniskalenderen er for tætpakket, der er for mange obligatoriske turneringer, og som topspiller kan du føle dig forpligtet til at stille op, selv om du døjer med en skade.
Det er essensen af den kritik, som den norske stjerne Casper Ruud fremførte efter sit tidlige nederlag i French Open onsdag.
Allerede inden grand slam-turneringen i Paris begyndte, spurgte Ritzau danske Holger Rune til de samme emner, og han medgiver, at der er lige lovligt mange turneringsuger.
- Som det er nu, betyder de obligatoriske turneringer 33 uger på farten - plus Davis Cup, som man jo også gerne vil spille for sit land.
- Dertil kommer, at man nogle gange skal af sted i endnu bedre tid til turneringer oversøisk på grund af jetlag. Og så skal der jo også lige trænes og restitueres, påpeger Holger Rune.
Han har ikke lyst til at spille færre turneringer, da han "elsker at spille turneringer og ikke kan få nok", og derfor synes han ikke, at der skal nedlægges turneringer. Man bør bare justere lidt på, hvordan de skrues sammen, mener han.
I særdeleshed er Rune ikke fan af, at sæsonens ti obligatoriske Masters 1000-turneringer - de største events lige under grand slam-turneringerne - spilles over to uger.
- Jeg mener, arrangørerne skulle vente med at sætte de seedede spillere ind til uge 2, så man ikke behøvede at komme før fredag eller lørdag for at være klar til mandag. Det ville give en lille uges tid hjemme med lidt ro på. Det vil jeg hellere have end som nu, hvor man spiller hver anden dag.
Rune mener ikke, at man behøver en hviledag, når man spiller bedst af tre sæt. Det giver for meget tidsspilde. mener han.
- Som det er nu, så skal vi være der mandag eller tirsdag, selv om man som seedet spiller første kamp fredag eller lørdag på grund af obligatoriske presseaktiviteter. Det kunne man godt gøre lidt smartere, lyder det fra Rune.
Han er som udgangspunkt imod obligatoriske turneringer, men imødekommer samtidig ATP Touren.
- Jeg synes, man skal spille det, man er klar til. Men hvis vi ser i Formel 1, så er der jo heller ikke uger, hvor Lewis Hamilton pludselig ikke er der, så jeg tror mere på en model med at få justeret Masters 1000-turneringer, siger Rune.
Han har forståelse for, at topspillerne skal stille til start i grand slam- og Masters 1000-turneringer, men det obligatoriske bør stoppe der, mener han.
- Man bør ikke have fem obligatoriske ATP 500-turneringer til top 10-spillere, synes jeg. Det bør være frivilligt. Der er rigtig mange fede ATP 500-turneringer, som man ville vælge at spille alligevel.
Rune skal fredag eftermiddag i aktion i French Opens tredje runde mod franske Quentin Halys på Court Philippe-Chatrier.
/ritzau/