København, 13/06/2025 - 16:00
Domstol tvinger TV 2 til at udlevere råbånd fra Den sorte svane
Advokat Nicolai Dyhr får delvis adgang til materiale fra journalistisk arbejde. Landsret er enig med byret.
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
TV 2 tvinges til at udlevere nogle af råbåndene fra dokumentarserien "Den sorte svane", fordi de kan have betydning i sag mod advokat.
Det har Østre Landsret bestemt fredag eftermiddag. Landsretten oplyser til Ritzau, at en tidligere afgørelse fra Retten i Lyngby er stadfæstet.
Men TV 2 har straks reageret. Tv-stationen vil forsøge at appellere afgørelsen til Højesteret.
Kravet om begrænset adgang til TV 2's materiale er rejst af advokat René Offersen, der i en sag ved Advokatnævnet repræsenterer advokat Nicolai Dyhr.
I tv-dokumentaren spillede Dyhr en fremtrædende rolle, hvor han blev filmet med skjult kamera i flere situationer.
Efterfølgende har Advokatrådet rejst en sag mod Nicolai Dyhr. Påstanden er, at han skal frakendes retten til at virke som advokat indtil videre. Et enkelt af anklagepunkterne refererer til Dyhrs ageren i "Den sorte svane".
Men for at kunne varetage forsvaret af Dyhr har advokat Offersen altså fået medhold hos domstolene i, at han skal have en vis adgang til journalisternes materiale.
I alt er Nicolai Dyhr under anklage i ni forhold. Et enkelt handler om hans ufrivillige medvirken i den meget omtalte dokumentar.
I programmet talte han med erhvervsjuristen Amira Smajic, og ved fire forskellige lejligheder skal han - ifølge Advokatrådet - være fremmet med det, som stemples som utilbørlige udtalelser.
Imidlertid nægter Dyhr sig skyldig. Der var ikke tale om klientrådgivning i forhold til Smajic. Desuden har han forsvaret sig med, at han blev lokket af TV 2's muldvarp til at opføre sig på en måde, han ellers ikke ville gøre.
På TV 2 siger chefredaktør Michael Nørgaard, at sagen om råbånd er principiel.
- TV 2 beskytter redaktionelt indhold. TV 2 er ikke enig med landsretten og har netop anmodet om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, udtaler han i en mail.
Adgang til Højesteret kræver en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Også i to andre sager er der fremsat krav mod TV 2 om at give adgang til internt materiale.
Politiafdelingen National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, fik i vinter et nej af Retten i Glostrup til et mere generelt indblik i råbånd og andet materiale hos TV 2 og Wingman, som er det selskab, der har produceret "Den sorte svane".
I den kommende uge kommer turen så til Københavns Byret.
Her skal retten tage stilling til et krav om adgang fra den advokat, der forsvarer advokat Lise Roulund, som ligeledes i hemmelighed blev optaget under møder med Amira Smajic.
Roulund er tiltalt i en straffesag, og nogle forhold handler specifikt om det, der kan ses på tv-billederne.
/ritzau/