København, 05/04/2023 - 10:59
Sara Omar kan forhindre optagelser i at blive vist
Landsret stadfæster kendelse i en strid mellem forfatter Sara Omar og instruktør Manyar Parwani om dokumentar.
Af: /ritzau/
Endnu en gang har forfatteren Sara Omar fået medvind i retten i en sag om optagelser til en dokumentarfilm om hende, som hun ikke ønsker vist.
Denne gang er det Østre Landsret, der onsdag giver hende medhold.
Der er tale om en stadfæstelse af en afgørelse fra Retten på Frederiksberg i februar sidste år, skriver Berlingske på baggrund af oplysning fra Sara Omars advokat Erik Nyborg.
Dermed må billed- og lydoptagelserne af Sara Omar ikke vises.
Stridens kerne handler om timevis af optagelser af Sara Omar i kølvandet på udgivelsen af hendes roman "Dødevaskeren". Optagelserne er foretaget af filminstruktøren Mohammad Parwani, også kendt som Manyar Parwani.
Med i Parwanis projekt er komikeren Omar Marzouk, der har fungeret som producent på filmen.
/ritzau/