Cossonay, 02/05/2025 - 17:15
Snu australier angriber og vinder på målbakke i Romandiet
Jay Vine satte angrebet ind på det helt rigtige tidspunkt, da han vandt 3. etape af Romandiet Rundt.
Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mens alle lurede på hinanden på 3. etapes målbakke i Romandiet Rundt, kørte UAE-australieren Jay Vine væk fra front og tog en flot sejr.
De fleste regnede givetvis med, at UAE ville forsøge at kørte holdkaptajn João Almeida frem til sejr, og det udnyttede Vine til at liste væk.
Almeida sprintede sig til tredjepladsen i favoritfeltets spurt lige bag Bahrains Lenny Martinez. Begge var to sekunder efter Vine i mål. Der skete ingen forskydninger i toppen af klassementet, hvor EF's Alex Baudin stadig fører.
En trio bestående af veteranen Bauke Mollema og talentet Huub Artz, begge fra Holland, samt den tempostærke schweizer Stefan Küng rev sig tidligt fri på den kuperede rute.
De sad stadig sammen efter de tre kategori 3-stigninger, men på kategori 2-stigningen Col du Mollendruz kom udskilningen.
38-årige Mollema har tidligere været en ferm bjergrytter, men han er et stykke fra fordums styrke. Han røg af som den første, da Küng forcerede, og senere måtte også Artz slippe.
Den slidstærke schweizer havde et forspring til feltet på omkring to minutter efter nedkørslen fra Col du Mollendruz med godt 30 kilometer til mål, og sejren virkede inden for rækkevidde.
Men i feltet lugtede man blod.
EF-holdet, Visma, Movistar og Bahrain arbejdede godt sammen, og pludselig blev der spist hurtigt af Küngs forspring.
Omkring 150 kilometer i udbrud havde mørnet schweizeren, hvis energitank nærmede sig udtømning.
11 kilometer fra mål blev han opslugt af det decimerede felt, som hamrede afsted mod den godt to kilometer lange målbakke i byen Cossonay.
Fra bunden blev tempoet presset i vejret for at eliminere hurtige folk som Matthew Brennan, og det lykkedes. Derfor blev det et slag mellem de klatrestærke folk, og her viste Vine sig mest snu.
/ritzau/