Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/02/2023 - 08:00

Bodil Jørgensen har en mission: Jeg skal bare lige tage mig mod til

For at falde til et sted må du lukke munden og lytte, lyder det fra skuespiller Bodil Jørgensen, der er aktuel i den nye komedie "Meter i sekundet".

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Vil du vinde de lokales kærlighed, skal du give dem en forlomme i køen til kassen.

Det gør Bodil Jørgensen i hvert fald altid, når hun handler i Brugsen i Ulstrup på Røsnæs, hvor hun og familien har sommerhus.

- Nogle gange er der nogle, der siger: "Ej, du skal først". Og så kan vi stå lidt og sludre om det, fortæller den 61-årige skuespiller.

Om du er feriegæst eller tilflytter, så kræver det en indsats at blive en del af fællesskabet i de små samfund ude på landet.

Det tema udfolder Stine Pilgaards roman "Meter i sekundet", som nu er blevet til en spillefilm med Hella Joof i instruktørstolen og blandt andre Bodil Jørgensen på rollelisten.

Hun spiller dagplejemoren Maj-Britt, der bor i den vestjyske landsby Velling omgivet af snurrende møllevinger og Vesterhavet brusende bag horisonten.

Hovedpersonen, Marie, er ny på de kanter og kæmper med at falde til. Især hendes ukontrollerbare talestrøm skaber udfordringer, når den flyder ud over den rolige Maj-Britt.

- Marie har det sådan, at alt, der kommer ind i hovedet på hende, også kommer ud af munden. Hvor det jo er lige omvendt derude på landet, siger Bodil Jørgensen.

Hvis du skal blive en del af et nyt sted, bør du bruge ørerne mere end mundtøjet, mener hun.

- I første omgang skal man lytte til andre end sig selv. Der ligger en kæmpe øvelse i det. Det handler også om at lytte til naturen, så den får lov til at fylde.

Det gør Bodil Jørgensen selv, når hun er på Røsnæs.

- Jeg kan gå nogle ture deroppe, som jeg ikke kan andre steder. Jeg møder ikke et øje, for der er langt imellem menneskene, og det kan også noget, siger hun og fortsætter:

- Så får man et forhold til havet, træerne og vinden og alt det der, som jeg holder mere og mere af. Og så er det rart, at jeg ikke behøver at spejle mig i nogle andre hele tiden.

For at komme nærmere de andre halvøbeboere er hun gået i gang med at stable en kulturdag på benene, der begynder i kirken og bevæger sig over i forsamlingshuset med musik og mad.

- Jeg glæder mig til, at mødes dér og have de der snakke: "Nå, det er dig, der bor dér" og sådan, lyder det fra skuespilleren.

Men det stopper ikke med kulturdagen.

- Mit næste store projekt er at finde smugkroen og gå ind der. Det er der, at alle får alt at vide om udstykninger og brænde, der bliver stjålet.

Bodil Jørgensen tror godt, hun ved, hvor smugkroen er, men:

- Der bliver nok lidt stille, når jeg kommer ind, så jeg skal lige tage mig mod til.

"Meter i sekundet" kan ses i biograferne netop nu.

/ritzau/

Las Vegas, 24/09/2023 - 18:19

R&B-sangeren Usher skal optræde ved Super Bowl

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Usher indtager scenen i pauseshowet ved den kommende Super Bowl, der vil finde sted 11. februar i Las Vegas.

Den amerikanske R'n'B-stjerne Usher skal optræde ved det spektakulære pauseshow ved det kommende Super Bowl, der vil finde sted i Las Vegas i USA.

Det oplyser National Football League (NFL) på Twitter søndag.

Usher slog for alvor igennem med sit album "My Way" fra 1997.

Siden har han udgivet en række hits, som har toppet playlister og er blevet spillet på natklubber verden over.

Blandt Ushers hits er sange som "My Boo", "DJ Got Us Fallin' In Love", "Scream" og "Yeah".

Usher var særligt populær op igennem 00'erne og begyndelsen af 10'erne.

Han har samarbejdet med flere berømte sangstjerner - heriblandt Alicia Keys, Pitbull og P. Diddy.

Ushers Super Bowl-optræden vil finde sted den 11. februar 2024.

I år var det den verdenskendte sangerinde Rihanna, som indtog scenen ved Super Bowls pauseshow.

Det var hendes første liveoptræden i fem år.

Tidligere optrædener har inkluderet stjerner som Madonna, Prince, Eminem, Katy Perry og Bruno Mars.

Super Bowl er den årlige finale i NFL, som er USA's professionelle liga i amerikansk fodbold.

Sportsbegivenheden har fundet sted siden 1967. Las Vegas, som ligger i delstaten Nevada, bliver for første gang i historien vært for Super Bowl.

Konkret vil begivenheden foregå på Allegiant Stadium.

På stadionets hjemmeside udtaler Steve Hill, som er direktør i organisationen The Las Vegas Convention and Visitors Authority (LVCVA), at næste års Super Bowl bliver det mest elektrificerede nogensinde.

- En begivenhed af denne størrelse kombineret med energien fra Las Vegas vil være uovertruffen.

/ritzau/

Læs Mere >>

Las Vegas, 24/09/2023 - 18:02

R&B-sangeren Usher skal optræde ved Super Bowl

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Usher indtager scenen i pauseshowet ved den kommende Super Bowl, der vil finde sted 11. februar i Las Vegas.

Den amerikanske R'n'B-stjerne Usher skal optræde ved det spektakulære pauseshow ved det kommende Super Bowl, der vil finde sted i Las Vegas i USA.

Det oplyser National Football League (NFL) på Twitter søndag.

Usher slog for alvor igennem med sit album "My Way" fra 1997.

Siden har han udgivet en række hits, som har toppet playlister og er blevet spillet på natklubber verden over.

Blandt Ushers hits er sange som "My Boo", "DJ Got Us Fallin' In Love", "Scream" og "Yeah".

Usher var særligt populær op igennem 00'erne og begyndelsen af 10'erne.

Han har samarbejdet med flere berømte sangstjerner - heriblandt Alicia Keys, Pitbull og P. Diddy.

Ushers Super Bowl-optræden vil finde sted den 11. februar 2024.

I år var det den verdenskendte sangerinde Rihanna, som indtog scenen ved Super Bowls pauseshow.

Det var hendes første liveoptræden i fem år.

Tidligere optrædener har inkluderet stjerner som Madonna, Prince, Eminem, Katy Perry og Bruno Mars.

Super Bowl er den årlige finale i NFL, som er USA's professionelle liga i amerikansk fodbold.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/09/2023 - 08:00

FAKTA: Hæv klippehøjden på din plæneklipper

* Hvis du hæver klippehøjden på din græsslåmaskine en smule, når du slår græsplænen, giver du græsset de bedste betingelser gennem den kommende vinter.

* Græsset får en højere top, som også styrker rødderne under jorden og gør græsplanterne mere robuste.

* Robuste græsplanter gør det sværere at gro for mos, som ellers har gode betingelser om vinteren i Danmark.

Kilde: Louise Møller, havefaglig rådgiver hos organisationen Haveselskabet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 24/09/2023 - 08:00

Haven i oktober: Forkæl dine dyre planter med en hoteloplevelse

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Får vi nattefrost i oktober, er det værd at overveje, om dine eksotiske planter har de bedste forudsætninger for at overleve.

Når vi tager de havekyndige briller på i oktober, skal vi begynde at forberede os på nattefrosten.

Sådan lyder det fra Louise Møller, der er havefaglig rådgiver hos den almennyttige organisation Haveselskabet.

- Nogle år skal vi helt ind i december, før der kommer nattefrost, men det kan også godt forekomme i oktober.

- Det betyder blandt andet, at krukkeplanterne med eksotiske planter som oliven og citrus, der ikke kan tåle at stå udenfor om vinteren, skal opbevares et andet sted, siger hun.

Ifølge Louise Møller skal de gerne stilles et frostfrit, lyst og køligt sted - eksempelvis ved et vindue i skuret eller i en havestue.

Du kan også placere planterne i et drivhus, hvor de også vil kunne klare sig i længere tid.

- Ved hård frost kan man også pakke planterne ind i måtter eller isolering, men det er først noget, vi sådan rigtig plejer at opleve hen i januar eller februar måned.

Hvis du er ærekær over for dine eksotiske planter eller blot har givet mange penge for dem, kan det ifølge Louise Møller godt betale sig at opbevare dem på et plantehotel.

- Her bliver dine planter opbevaret gennem vinteren og bliver passet på. Priserne er godt og vel 600-700 kroner for, hvad der svarer til en europalle, fortæller hun.

Og det er der allerede flere som begynder at gøre nu, lyder det fra Dennis Vesterager fra virksomheden Planteopbevaring.

- Det er højsæson for os nu her, hvor folk kommer ind med palmer, citrustræer og fuchsiaer - alt hvad de har stående i krukker på terrassen, kommer de ind med for at beskytte planterne mod kulden.

Ligesom Louise Møller peger Dennis Vesterager på, at denne type planter ikke overlever vinteren, hvis ikke man fjerner dem fra kulden.

- Hos os passer vi på planterne vinteren over og sørger samtidig også for at beskære dem, så de er klar til at komme ud igen til maj, siger han.

I oktober er det også tid til barrodsplanter, da det først er nu, at de er modne nok til at blive gravet op og solgt, fortæller havefaglig rådgiver Louise Møller.

Barrodsplanter er planter, der - som navnet antyder - sælges med bare rødder og uden en potte. Derfor er det vigtigt, at du planter dem hurtigt, så rødderne ikke tørrer ud.

- Grav derfor først det hul, de skal i, inden du tager dem ud af sækken, de kommer i. De tåler nemlig ikke vind eller sol.

Der er mange penge at spare i forhold til at købe planter i en potte, påpeger Louise Møller - især hvis du eksempelvis vil have plantet en hæk.

- Ti ligusterplanter koster omkring 200 kroner afhængigt af størrelsen. Køber du dem i potte, kommer du hurtigt af med 120 per styk, siger hun.

Ifølge Louise Møller er det vigtigt, at du graver randen dyb nok, inden du smider planten i jorden. Rødderne skal nemlig have godt med plads.

- Liguster har bløde rødder, mens bøg har mere stive rødder. Planter du derfor bøg, bør randen nok være lidt bredere og dybere.

- Barrodsplanterne skal stå i nogenlunde samme dybde, som de har stået i på marken, og du bør kunne se på planten, hvor det er, lyder hendes råd.

Til sidst skal du være opmærksom på ikke at vande for meget, medmindre jorden er meget tør. Hold området fri for ukrudt, da det konkurrerer med planterne om næring.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv