Stockholm, 21/04/2025 - 11:21
Skandinaviens eneste kardinal mindes pave Frans som fordomsfri
Anders Arborelius er biskop i Sverige, men også kardinal. Han er dermed blandt pavens mulige efterfølgere.
Andrew Medichini/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Anders Arborelius, som er biskop over den katolske kirke i Sverige og Skandinaviens eneste kardinal, opfordrer alle katolikker til at bede for afdøde pave Frans.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Arborelius ifølge det svenske medie Expressen.
Nyheden om 88-årige pave Frans' død er kommet fra Vatikanet mandag formiddag.
- Når han sad sammensunket i bøn, kunne han se bister ud, men så snart han mødte folk, udstrålede han venlighed og empati, skriver Arborelius om den afdøde pave.
- "Jeg vil ikke dømme", var pavens grundlæggende holdning til enhver person, lyder det fra Arborelius ifølge Expressen.
Arborelius har været biskop i Stockholm siden 1998 og blev gjort til kardinal af pave Frans i 2017.
Som kardinal i den katolske kirke er 75-årige Anders Arborelius blandt dem, der kan blive pave Frans' efterfølger.
En ny pave skal vælges i det såkaldte konklave, hvor kardinaler fra hele verden samles for at stemme om et nyt overhoved for den katolske kirke.
Kardinalerne er højtstående gejstlige i den katolske kirke og er en slags rådgivere for paven. De fungerer også som valgmænd, når en ny pave skal findes.
De samles i kardinalkollegiet, som består af alle nulevende kardinaler. De vælger oftest, men ikke nødvendigvis, pavens efterfølger blandt kollegiets medlemmer.
Kardinaler under 80 år har stemmeret i konklavet.
Globalt er der 252 kardinaler, men kun 136 af dem har stemmeret, viser en opgørelse fra Vatikanet.
/ritzau/