København, 14/05/2025 - 07:06
FAKTA: Folketingets formand står for at håndhæve reglerne
Folketingets formand skal lede møder og sikre, at alt foregår efter reglerne og i god ro og orden.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Venstres Søren Gade blev efter det seneste folketingsvalg i 2022 udpeget som formand for Folketinget.
På det tidspunkt var han formand for Esbjerg Havn, men fik lov at beholde begge poster af Folketingets Udvalg for Forretningsorden, selv om partier uden for regeringen kritiserede dobbeltrollen.
Diskussionen er blusset op igen, i forbindelse med at der i slutningen af april blev indgået en politisk aftale om at bygge nye krigsskibe. En ordre, der potentielt kan tilfalde Esbjerg Havn.
Tirsdag kom det frem, at Søren Gade har orienteret Folketingets Udvalg for Forretningsorden om, at han fortsat er bestyrelsesformand for selskabet Tecleaf, som han er medejer af.
Gade havde ved sin tiltræden oplyst, at han havde frasagt sig formandsposten.
Her er nogle af de opgaver, som formanden har:
* Møderne i Folketingssalen ledes af formanden. Formanden skal sammen med Folketingets Præsidium lede arbejdet i Folketinget, så lovgivningsarbejdet sker efter planen, og så folketingsmedlemmerne har de bedste rammer for deres arbejde.
* Formanden skal planlægge, prioritere og gennemføre Folketingets opgaver. Det gælder blandt andet det parlamentariske arbejde, der skal ske efter grundlovens regler - herunder at rammerne for samarbejdet mellem Folketinget (den lovgivende magt) og regeringen (den udøvende magt) bliver overholdt.
* Formanden har også ansvaret for, at det parlamentariske arbejde sker efter reglerne i Folketingets forretningsorden.
* Formanden skal formidle, hvad folkestyret går ud på, og hvordan man kan deltage i det.
* Formanden er Folketingets ansigt udadtil, og det er formanden, der tager imod officielle gæster fra ind- og udland.
Kilde: Folketingets hjemmeside.
/ritzau/