Muret, 20/07/2025 - 06:45
Red Bull sigter mod tredjeplads: Vingegaard er for stærk
Sportsdirektør forventer ikke, at Florian Lipowitz eller Primoz Roglic kan true Jonas Vingegaards andenplads.
Sarah Meyssonnier/Reuters
Af: /ritzau/
Med Florian Lipowitz på en aktuel tredjeplads og Primoz Roglic langt fremme i klassementet kan Red Bull-holdet gøre sig realistisk håb om at få en rytter på Tour de France-podiet i Paris for første gang i holdets historie.
Men tredjepladsen virker umiddelbart også som den eneste realistiske mulighed, mener sportsdirektør Rolf Aldag.
Hverken Jonas Vingegaard eller Tadej Pogacar ligner folk, der lader sig vælte ned af det podium, hvor de nærmest har fast plads.
- Lige nu er det tredjepladsen, der er realistisk, medmindre, der sker noget med Jonas.
- Selv om Lipowitz har været tæt på ham, er Jonas formentlig den næstbedste rytter i Tour de France. Og han har et stærkt hold, så der er ikke så mange strategiske kort, man kan spille ud, siger Rolf Aldag.
I den samlede stilling er Red Bull det eneste hold, der lige nu har to realistiske podiekandidater.
Lipowitz har set stærk og stabil ud og var på lørdagens store etape i Pyrenæerne i stand til at begrænse tidstabet til Vingegaard til 13 sekunder. Samlet er han 3 minutter og 40 sekunder efter danskeren.
Roglic tabte lidt mere og er på sjettepladsen, men på fredagens bjergenkeltstart viste veteranen lidt af det niveau, der for få år siden gjorde ham til en potentiel Tour de France-vinder.
- Tidskørslen var virkelig god, og han har en masse rutine i den slags. Han blev ikke overvældet af begivenheden og havde styr på, hvad han lavede.
- Ligesom Tadej Pogacar kørte han uden radio og passede sig selv. Han var enormt velforberedt, og det viser, hvor professionel han er, og hvor meget han investerer i det, siger Rolf Aldag.
Det tyske holds plan er foreløbig at køre afventende og forsøge at holde både Lipowitz og Roglic fremme inden de afgørende alpeetaper i næste uge.
- Vi skal først og fremmest bevare muligheden for begge ryttere. Det er nok for tidligt at forsøge at vende Touren på hovedet med vilde angreb, lyder det fra Rolf Aldag.
/ritzau/