Viborg, 04/08/2025 - 16:56
Viborg sælger profil og forstærker angrebet med hollænder
Serginho er fortid i Viborg efter salg til Mellemøsten, mens Tim Freriks fra Esbjerg kommer den anden vej.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Viborg FF har haft en travl mandag eftermiddag på transfermarkedet.
Først annoncerende superligaklubben, at den hollandske angriber Tim Freriks er hentet i Esbjerg fB.
Lidt over en halv time efter blev det længe rygtet salg af offensivprofilen Serginho offentliggjort.
Den 24-årige kantspiller er blevet solgt til Al Wasl SC fra De Forenede Arabiske Emirater. Det oplyser Viborg i en pressemeddelelse.
Portugiseren nåede to sæsoner i domkirkebyen, hvor han i 62 kampe scorede 8 mål og assisterede 22 gange.
Viborgs sportschef, Mads Agesen, siger i pressemeddelelsen, at skiftet er kommet i stand, fordi Serginho ikke ønskede at forlænge sin kontrakt med Viborg. Kontrakten stod til at udløbe næste sommer.
- Serginho har gennemgået en fantastisk udvikling i vores miljø, hvor vi i fællesskab har fået udviklet ham fra at spille i den næstbedste portugisiske række til at være en af de bedste spillere i 3F Superligaen, siger Mads Agesen.
I Dubai-klubben Al Wasl bliver Serginho igen holdkammerat med Renato Junior, som Viborg solgte til klubben i juli.
En direkte erstatning for Serginho kan man ikke kalde 26-årige Tim Freriks, der dog også gør sig i offensiven.
- Tim har den angriberprofil, der passer godt ind i Viborg FF. Han er en stor, stærk 9'er, som er god med ryggen mod mål og samtidig har fin fart, siger Mads Agesen.
- Tim har i hele sin karriere vist evnen til at lave mål og placere sig de rigtige steder i feltet, og det tror vi på, at han kan fortsætte med på et højere niveau hos os.
- Derudover har han igennem lang tid vist en stor sult efter at komme til Viborg, så vi er glade for, at det nu endelig er faldet på plads, siger han.
Esbjerg, der spiller i den næstbedste danske fodboldrække, har nydt godt af Freriks i starten af denne sæson, hvor det er blevet til et mål i de første tre ligakampe.
I alt er det blevet til 16 mål i 37 kampe for Esbjerg.
Efter nederlag i de første to kampe vandt Viborg søndag aften 2-0 på udebane over Brøndby IF og har nu tre point på niendepladsen i Superligaen.
/ritzau/