København, 27/07/2025 - 08:15
Anklager mislykkes med forsøg på at udvise terrordømt på bagkant
Inden dom i terrorsag fik politiet nyt om nationalitet. Alligevel rejste anklager ikke mulighed for at udvise.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Da en mand med egyptiske rødder i 2022 blev idømt 12 års fængsel for terrorplaner, var udvisning ikke på tale.
Han stod dengang registeret med et dansk statsborgerskab.
Men i 2023 vurderede myndighederne, at han slet ikke er og aldrig har været dansk statsborger.
Derfor har anklagemyndigheden for nylig gjort et forsøg på at få den i dag 30-årige Saad Magedy Saad Ali Shahien udvist ved en særskilt sag i Københavns Byret.
Men den sag afviste byretten tidligere på ugen, fremgår det af en kendelse, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Afvisningen skyldes især et manglende forbehold fra anklagemyndigheden selv.
For selv om politiet kontinuerligt efterforskede spørgsmålet om Shahiens statsborgerskab, tog anklagemyndigheden under ankesagen i 2022 ikke forbehold for efterfølgende at rejse en særskilt sag om udlevering.
Endda selv om politiet - ti måneder før ankedommen - fik nye uformelle oplysninger om hans nationalitet, fremgår det af kendelsen.
- Saad Magedy Saad Ali Shahien har en berettiget forventning om, at der ikke vil blive rejst en efterfølgende særskilt sag om udvisning, hvorfor sagen må afvises, skriver retten.
Terrorsagen mod Shahien tog sin begyndelse i 2019, da han en decemberdag mødtes med en mand ved indkøbscenteret Field's på Amager og købte to pistoler, to lyddæmpere og patroner.
Sælgeren af pistolerne var politiagent, og Shahien blev anholdt. Han nægtede sig under sagen skyldig, men både by- og landsret slog fast, at pistolerne blev købt med henblik på at begå terror.
Da terrorsagen i 2021 var for Københavns Byret, vurderede udlændingemyndighederne, at Shahien, hvis forældre stammer fra Egypten, fik dansk indfødsret ved fødslen grundet sin fars danske statsborgerskab.
Samtidig oplyste den egyptiske ambassade, at Shahien ikke automatisk var egyptisk statsborger, men selv skulle søge om det.
I første omgang tog anklagemyndigheden forbehold for at frakende Shahien hans danske statsborgerskab og udvise ham, men frafaldt kravet i byretten, og i landsretten blev det aldrig rejst.
Men allerede inden ankesagens begyndelse fik Københavns Politi 18. februar 2022 nye oplysninger om hans nationalitet, fremgår det af byrettens kendelse.
Politiet fik en "uofficiel rapport", som viste, at Saad Shahien havde en fødselsattest i det egyptiske register.
14. december 2022 blev Saad Shahien dømt i landsretten, hvor anklagemyndigheden altså ikke havde rejst et flag over en mulig fremtidig udvisningssag.
I 2023 fik de danske myndigheder bekræftet af Egypten, at Saad Shahien er egyptisk statsborger, da faren ikke kun er dansk, men også har egyptisk statsborgerskab.
Herefter konkluderede de danske myndigheder, at Saad Shahien fik egyptisk statsborgerskab ved fødslen og "ikke er og aldrig har været statsborger i Danmark".
Siden rejste anklagemyndigheden udvisningssagen, som nu er afvist.
Saad Shahiens advokat, Knud Foldschack, kalder afvisningen af udvisning "hamrende vigtig".
- Man kan jo ikke bare, fordi man administrativt slår tvivl om et statsborgerskab med mere end 30 års tilbagevirkende kraft, sige, at nu vil vi have prøvet en udvisningssag.
- Og så har man simpelthen ikke taget de forbehold, man skal, siger advokaten.
Der afventer fortsat en civil retssag, hvor Shahien forsøger at få omgjort myndighedernes beslutning fra 2023 om, at han alligevel ikke fik dansk statsborgerskab ved fødslen.
Samme sag omfatter flere familiemedlemmer, som ikke er dømt for noget, men ligeledes har mistet det danske statsborgerskab, fordi myndighederne alligevel ikke mener, at de fik det ved fødslen.
Anklagemyndigheden har mulighed for at kære afvisningen af udvisningssagen.
/ritzau/