Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/07/2025 - 16:05

Danske stjerner i opråb: Vi har en pligt over for Gazas folk

Over 1000 musikere kræver dansk handling i Gazakrigen. Medunderskriverne Ole Kibsgaard og Kira Skov fortæller, hvorfor de stempler ind i debatten.

Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus

Det har intet med politik at gøre, når over 1000 musikere i et åbent brev kræver, at den danske regering skal gøre mere for at stoppe krigen i Gaza.

Sådan lyder det samstemmende fra de to medunderskrivere sangerinden Kira Skov og multiinstrumentalisten og musikproduceren Ole Kibsgaard.

- Den her konflikt har jo stået på i over 100 år, og for mig at se handler det ikke længere om politik. Det handler om vores medmenneskelighed. Vi er vidner til krigsforbrydelser uden at reagere, siger Kira Skov og tilføjer:

- Jeg appellerer ikke til den her sag på et politisk plan, jeg gør det på et humanitært plan. Jeg ser de her mennesker, der har mistet alt, og det har vi pligt til at forholde os til.

Hun retter sammen med blandt andre sangerne Mø og Michael Falch henvendelse til statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen samt Folketinget i et åbent brev, der er blevet bragt på forsiden af Information fredag.

Heri stiller musikfolkene fem krav. De kræver blandt andet, at Palæstina skal anerkendes som stat, at al våbenhandel med Israel skal stoppes, og at Gazas sårede befolkning skal bydes velkommen i Danmark.

Med brevet tilslutter en stor del af musikbranchen sig de 200 forfattere og de 600 filmfolk, der i Politiken har stillet lignende krav.

Og ligesom Kira Skov er også Ole Kibsgaard fortvivlet over situationen i Gaza.

- Jeg ved godt, at det at 1000 danske musikere skriver under på et brev ikke er noget, der holder hverken den israelske eller danske regering vågen om natten, men al protest skal starte et sted. Det er måske en dråbe i havet, men jeg føler, at jeg har en pligt til at sige fra, og det gør jeg ud fra min egen retfærdighedssans, siger han.

- Jeg føler et ansvar for de uskyldige mennesker, der tilfældigvis er født et sted, hvor de pludselig står midt i en krig. Og hvis ikke vi privilegerede mennesker i Danmark skulle råbe stop over for de uhyrligheder, der foregår, hvem skulle så?

Den danske multiinstrumentalist understreger, at han er et meget "upolitisk" menneske, og at han reagerer, fordi han ikke ville kunne se sig selv i øjnene, hvis han undlod at sige fra over for den historie, der er ved at blive skrevet.

De to musikere har valgt at skrive under på brevet, fordi de mener, at der er behov for, at så mange som muligt går ind i debatten.

Det er på trods af, at det kan have konsekvenser, når man blander sig i så betændt en debat, som krigen i Gaza er en del af.

- Jeg bliver tillagt alle mulige holdninger, som jeg ikke har. Jeg er for eksempel blevet kaldt en Hamas-syg, antisemitisk homofob. Og det er jeg på ingen måde. Jeg lægger på det kraftigste afstand til den terrorhandling, der blev udført 7. oktober af Hamas, men det legitimerer ikke alt det, der efterfølgende er sket, siger sangerinden Kira Skov.

Ole Kibsgaard frygter ikke de potentielle konsekvenser, det kan udløse, at han har skrevet under på brevet.

- Hvis der er nogen, der ikke vil hyre mig, fordi jeg synes, at det er frygteligt, at uskyldige kvinder og børn sulter og tørster ihjel, så har jeg alligevel ikke brug for at spille det sted, men det tror jeg ikke, at der er, siger han og tilføjer:

- Jeg tror, at det, jeg skriver under på, og det, som jeg taler for, er almindelig medmenneskelig fornuft.

FN-organisationer advarer i øjeblikket om udbredt sult i Gaza, og senest onsdag opfordrede over 100 organisationer i en fælles erklæring til våbenhvile, samt at Israel åbner grænserne, så tilstrækkelig med nødhjælp kan komme ind.

Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder har over 59.000 palæstinensere mistet livet siden Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023, hvor 1219 israelere blev dræbt, og over 200 gidsler blev taget med til Gaza.

/ritzau/

København, 26/07/2025 - 10:24

Festivalgæster til aflyst Grøn-festival kan få pengene tilbage

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Skybrud medførte store oversvømmelser i Esbjerg torsdag og lukkede Grøn, hvor gæster blev evakueret.

Regnvåde festivalgæster, der torsdag var nødsaget til at forlade festivalen Grøn i Esbjerg, kan enten få pengene for billetten refunderet eller donere dem til Muskelsvindfonden.

Det oplyser Theis Petersen, der er indsamlingschef i Muskelsvindfonden, som står bag Grøn sammen med Tuborg, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Gæsterne på Grøn i Esbjerg torsdag blev evakueret om eftermiddagen. Det skyldes store mængder regn og oversvømmelser.

- Vi står i en situation, hvor vi oplever mere og mere ekstremt vejr i Danmark, siger Theis Petersen og tilføjer:

- Vi kan derfor ikke sige, hvordan en sådan situation behandles i fremtiden, men for nu har vi valgt at give esbjergenserne mulighed for enten at få deres penge tilbage eller donere værdien af billetten til Muskelsvindfonden.

En billet koster 395 kroner.

Arrangøren af Grøn valgte at tømme festivalpladsen af hensyn til gæsternes sikkerhed. Det drejede sig om omkring 20.000 gæster.

Senere blev resten af torsdagens koncerter aflyst.

Flere medier har beskrevet, hvordan gæster har skrevet på Facebook, at de krævede pengene for torsdagens festival retur.

Ifølge TV Syd noterede en Facebook-bruger sig, at man kun hørte 20 procent af de musikere, man havde betalt for, hvorfor personen gerne ville have sine penge tilbage.

En anden mente, at en billet til næste års festival som kompensation "ville være fair", skriver JydskeVestkysten.

Indtjeningen fra festivalen Grøn, som tidligere hed Grøn Koncert, går til Muskelsvindfondens arbejde med at støtte personer med muskelsvind og deres familier.

Theis Petersen understreger, at Muskelsvindfonden er "dybt taknemmelige for den opbakning", som gæsterne i Esbjerg har vist.

- Vi har i den grad mærket publikums kærlighed oven på torsdagens vilde vejr og de konsekvenser, det gav for jer og for os, og vi håber selvfølgelig, at vores gæster fortsat ønsker at støtte det gode formål.

Alle billetkøbere vil modtage en mail i "én af de førstkommende hverdage", lyder det fra indsamlingschefen lørdag.

- De kan derefter vælge enten at donere billetbeløbet eller dele heraf til Muskelsvindfonden eller få pengene tilbage, tilføjer han.

Inden regnen begyndte at falde torsdag eftermiddag, havde Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) meldt om risiko for lokale skybrud.

Midt i det voldsomme regnskyl frarådede politiet, at man bevægede sig udenfor. Unødvendig kørsel i Esbjerg blev også frarådet.

Skybruddet, som blev registreret af DMI, medførte blandt andet, at brønddæksler sprang op flere steder i byen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/07/2025 - 10:00

Festivalgæster til aflyst Grøn-festival får pengene tilbage

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Skybrud medførte store oversvømmelser i Esbjerg torsdag og lukkede Grøn, hvor gæster blev evakueret.

Regnvåde festivalgæster, der torsdag var nødsaget til at forlade festivalen Grøn i Esbjerg, kan enten få pengene for billetten refunderet eller donere dem til Muskelsvindfonden.

Det oplyser Theis Petersen, der er indsamlingschef i Muskelsvindfonden, som står bag Grøn sammen med Tuborg, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Gæsterne på Grøn i Esbjerg torsdag blev evakueret om eftermiddagen. Det skyldes store mængder regn og oversvømmelser.

- Vi står i en situation, hvor vi oplever mere og mere ekstremt vejr i Danmark, siger Theis Petersen og tilføjer:

- Vi kan derfor ikke sige, hvordan en sådan situation behandles i fremtiden, men for nu har vi valgt at give esbjergenserne mulighed for enten at få deres penge tilbage eller donere værdien af billetten til Muskelsvindfonden.

En billet koster 395 kroner.

Arrangøren af Grøn valgte at tømme festivalpladsen af hensyn til gæsternes sikkerhed. Det drejede sig om omkring 20.000 gæster.

Senere blev resten af torsdagens koncerter aflyst.

Flere medier har beskrevet, hvordan gæster har skrevet på Facebook, at de krævede pengene for torsdagens festival retur.

Ifølge TV Syd noterede en Facebook-bruger sig, at man kun hørte 20 procent af de musikere, man havde betalt for, hvorfor personen gerne ville have sine penge tilbage.

En anden mente, at en billet til næste års festival som kompensation "ville være fair", skriver JydskeVestkysten.

Indtjeningen fra festivalen Grøn, som tidligere hed Grøn Koncert, går til Muskelsvindfondens arbejde med at støtte personer med muskelsvind og deres familier.

Theis Petersen understreger, at Muskelsvindfonden er "dybt taknemmelige for den opbakning", som gæsterne i Esbjerg har vist.

- Vi har i den grad mærket publikums kærlighed oven på torsdagens vilde vejr og de konsekvenser, det gav for jer og for os, og vi håber selvfølgelig, at vores gæster fortsat ønsker at støtte det gode formål.

Alle billetkøbere vil modtage en mail i "én af de førstkommende hverdage", lyder det fra indsamlingschefen lørdag.

- De kan derefter vælge enten at donere billetbeløbet eller dele heraf til Muskelsvindfonden eller få pengene tilbage, tilføjer han.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 26/07/2025 - 08:00

FAKTA: Vær myreflittig med støvsugeren

* Støvsugning fjerner madrester, støv og æg fra skadedyr, der ellers kunne få frit spil.

* Sørg for at støvsuge frem for at vaske gulvet, da fugt skaber gode levevilkår for insekter.

* Støvsug også skuffer og skabe grundigt. Det gælder særligt i sprækker og revner.

* Hvis du vil være sikker på, at dyrene ikke lever videre i støvsugeren, kan du skifte posen eller fryse den i et par dage.

* Gift betragtes som sidste udvej. Hvis problemet med skadedyr er omfattende, kan du kontakte en professionel skadedyrsbekæmper.

Kilde: Miljøstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 26/07/2025 - 08:00

Hold sensommerens insektplager ude af dit hjem

Wolfram Steinberg/Ritzau Scanpix

Det vrimler typisk med insekter i august. Undgå ubudne gæster som hvepse, flyvemyrer og skægkræ med enkle råd om rengøring, papkasser og insektnet.

Solen varmer stadig i august, og aftenerne inviterer til åbne vinduer og hyggestunder på terrassen.

Men med varmen følger også en række små, uønskede gæster.

Flere insektarter har nemlig formeret sig hele sommeren og er mangedoblet i antal. Og det kan godt være svært at holde dem væk fra huset.

Det fortæller formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer Claus Schultz, der her giver et par råd til, hvad du selv kan gøre.

Ifølge ham giver en lun vinter og en varm forsommer gode betingelser for insekterne.

- I skadedyrsbranchen kalder vi det en god insektsommer, fordi vi har masser af hvepse, myrer og andre insekter. Men i de enkelte hjem kan man af gode grunde godt blive generet af insekterne, siger han og tilføjer, at august som regel er højsæson for hvepse.

- Det er gedehamse, der generer os om sommeren, og de tilhører familien af hvepse.

Han forklarer, at en gedehams i modsætning til en bi kan stikke flere gange, fordi gedehamsens brod ikke har modhager. Når en bi stikker, sidder brodden fast i huden og bliver revet af, når bien flyver væk, og så dør den.

- Gedehamse er territoriale. De angriber, hvis man nærmer sig eller kommer til at ryste deres bo, siger han.

Derfor bør du, hvis du har planer om at bruge hvepsespray eller fjerne et bo, sørge for at være godt dækket til på krop, hænder og ansigt.

Det er også en god idé på forhånd at have en plan for din flugtrute, hvis noget skulle gå galt undervejs.

Hvis du får uventet besøg af gedehamse, er der noget, du selv kan gøre med det samme.

- Man kan prøve at fylde noget sødt som frugtsaft eller marmelade i en halv liters sodavandsflaske og placere den i hækken. Duften af den søde ingrediens tiltrækker hvepsene, der bliver fanget i flasken, siger Claus Schultz.

Inden du kommer de søde ingredienser i, skal du skære flaskens øverste del af og vende den omvendt ned i flasken, så mundingen peger nedad.

Andre ubudne gæster er flyvemyrer og myrer, som ikke er farlige, men det kan være generende, hvis et stort antal invaderer hjemmet.

Flyvemyrer kommer frem i løbet af sommeren for at parre sig.

- Hannerne dør efter parring, mens dronningerne bider deres egne vinger af og kravler ned i jorden for at lægge æg, der bliver til arbejdsmyrer, siger Claus Schultz.

- Hvis du oplever, at du har flyvemyrer indendørs, kan du ofte løse problemet ved blot at åbne vinduet eller døren. Så flyver de selv ud.

Men er det ikke nok, kan du overveje at tage en tur med støvsugeren. Det kan være en god idé at smide støvsugerposen ud med det samme, så de ikke flyver ud igen.

Et insekt, der er lidt sværere at komme af med, er skægkræ. Men der er noget vigtigt, du selv kan gøre.

- Skægkræ kommer ofte ind i vores hjem gennem flyttekasser og papkasser, når man får leveret pakker, siger han og uddyber:

- Man skal altså undgå at bringe papkasser og bølgepap med ind i hjemmet. Tøm i stedet papkassen udenfor, og smid den i en container med det samme.

Hvis du har papkasser eller papemballage i hjemmet, skal du også skille dig af med dem.

Du kommer også langt med grundig rengøring. Ifølge Miljøstyrelsen er det bedre at støvsuge end at vaske gulvet, da insekter elsker fugt.

- Det samme gælder, når man skal rengøre skabe. Undgå for meget fugt, og hold fladerne tørre, siger Claus Schultz.

- Hvis man har kogt noget pasta, kommer der mere fugt i hjemmet, og så er det vigtigt at få luftet ud.

Han vurderer desuden, at det kan være en god idé at få installeret insektnet i hjemmet, hvis det er en mulighed. Så kan der luftes ud uden at bekymre sig om insekter.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek