Gaza, 25/07/2025 - 16:35
Medier: Israel åbner for at kaste nødhjælp over Gaza med faldskærm
Nedkastning af nødhjælp vil ifølge medier starte fredag, men meldingerne er ikke officielt bekræftede.
Jehad Alshrafi/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ifølge israelske medier vil Israel åbne for, at lande kan nedkaste nødhjælp over Gaza med faldskærm.
Det skriver det israelske medie Hareetz, der citerer Israels militær for oplysningerne, mens nyhedsbureauet Reuters citerer en israelsk militærradio.
Nedkastningen af nødhjælp vil ifølge Reuters begynde fredag, men meldingerne er endnu ikke bekræftet fra den israelske regerings side.
Den militante bevægelse Hamas, der sidder på magten i Gazastriben, mener, at den seneste melding blot er et mediestunt.
- Gazastriben har ikke brug for flyakrobatik. Den har brug for en åben humanitær korridor og en stabil daglig strøm af nødhjælp for at redde de belejrede, sultende civile, siger Ismail al-Thawabta, direktør for Hamas' mediekontor i Gaza, til Reuters.
Nyheden kommer på et tidspunkt, hvor mange ngo'er og FN-organisationer advarer om udbredt sult i Gaza.
Gazas sundhedsmyndigheder siger fredag, at yderligere ni palæstinensere er døde i det seneste døgn som følge af underernæring eller sult. Adskillige andre er døde de seneste uger, mens sulten er blevet værre.
Fredag oplyser Læger uden Grænser i en pressemeddelelse, at hver fjerde af alle små børn samt gravide og ammende kvinder, der blev screenet i organisationens klinikker i Gaza i sidste uge, var underernærede.
- Vi indskriver 25 nye patienter om dagen på grund af underernæringen. Vi ser udmattelsen og sulten hos vores egne kolleger, siger Caroline Willemen, projektkoordinator ved Læger uden Grænsers klinik i Gaza By.
Den britiske premierminister, Keir Starmer, holder fredag hastemøde med sine tyske og franske modparter. Her vil de tre lande drøfte, hvad der kan gøres for at "standse drabene i Gaza og sikre, at folk får den mad, de desperat har brug for".
- Lidelserne og sulten i Gaza er ubeskrivelige og uforståelige. Situationen har længe været alvorlig, men den har nået nye dybder og bliver stadig værre. Vi er vidner til en humanitær katastrofe, sagde Starmer torsdag i en udtalelse.
For to dage siden advarede over 100 organisationer i en fælles erklæring om, at sult spreder sig i Gaza.
De opfordrede til våbenhvile, at grænserne til Gaza åbnes, og at der ikke lægges nogen begrænsninger på, hvor meget nødhjælp der kan komme ind.
Ifølge Haaretz siger det israelske forsvar, at de humanitære forhold i Gaza er årsagen til, at Israel åbner for nødhjælpsnedkastning, skriver norske NTB.
Samtidig insisterer de dog på, at der ikke er hungersnød i den palæstinensiske enklave.
/ritzau/