København, 10/05/2025 - 22:36
Regeringen vil sløjfe gæld hos de mest udsatte borgere
En ny værdighedsreform skal hjælpe udsatte borgere med at komme på fode igen ved at slække på nuværende krav.
Af: /ritzau/
Alt for mange danskere kæmper med blandt andet hjemløshed og misbrug og har svært ved at bryde ud af den negative spiral, de er fanget i.
Men socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) og regeringen vil nu komme de mere end 12.000 mest udsatte borgere til undsætning.
Ministeren forklarer i Politikens søndagsudgave, hvordan man med en såkaldt værdighedsreform vil slække på de krav, som de udsatte bliver mødt med i dag.
- Vi går væk fra den løftede pegefinger og væk fra at sende borgerne fra den ene kvikskranke i kommunen til den anden i retning af en meget mere holistisk, helhedsorienteret tilgang, siger hun til avisen.
Blandt de tiltag, der skal hjælpe de udsatte på ret spor, nævner hun eftergivelse af mest mulig gæld.
63 procent af borgerne i den omtalte gruppe har gæld til offentlige i større eller mindre grad i form af bøder, som de har fået for at køre uden gyldig billet i togene eller i forbindelse med besiddelse af forbudte stoffer.
Samtidig med at flere løftede pegefingre bliver fjernet, er det også tanken, at myndighederne i højere grad skal opsøge de udsatte borgere og give dem den hjælp, de har brug for.
Værdighedsreformen vil blive præsenteret på et pressemøde i næste uge.
/ritzau/