Det kan godt være, at Danmarks Eurovision-deltager, Sissal, synger alene på scenen. Men bag hende står et hav af hænder.
- Jeg har verdens bedste, ressourcestærke bagland, som jeg kan bede om, siger Sissal og fortsætter:
- Der er mange, der spørger mig, hvordan jeg håndterer Eurovision med at være mor, og svaret er, at det er et rigtig godt bagland. Jeg er meget privilegeret. Så jeg kan ikke sige, at alle kan gøre det her. Jeg kan, fordi jeg har et kæmpe netværk bag mig.
Mens Sissals færøske familie ankommer onsdag for at heppe, inden hun skal synge sin skæbnesang, "Hallucination", i torsdagens semifinale i årets internationale melodigrandprix, er hendes to små børn dog rejst fra Basel i Schweiz igen.
Den lille familie bor til daglig i København.
- Det ville blive for travlt for dem at være her, når Eurovision går i gang, og de ville overhovedet ikke kunne se mig. Så de har været her tre dage inden, og det har været virkeligt, virkelig dejligt og fantastisk, fortæller Sissal.
De kommende tre dage frem til semifinalen skal de sidste detaljer på plads, for der venter Sissal en stor opgave, når hun skal forsøge at synge Danmark til en plads i finalen.
Sådan en har Danmark ikke stået i siden 2019, og Danmark er dermed det land, der har misset finalen flest gange i streg.
- Jeg håber, at vi er i stand til at ændre det i år. Jeg krydser virkelig, virkelig fingre for det, lyder det fra Sissal.
37 lande stiller op i årets Eurovision. Derfor afvikles konkurrencen over to semifinaler henholdsvis tirsdag 13. maj og torsdag 15. maj inden den grande finale 17. maj.
Seks lande er automatisk kvalificeret til finalen. Det er Italien, Tyskland, Storbritannien, Spanien og Frankrig, da de betaler den største del af gildet, samt sidste års vinderland, som denne gang er Schweiz.
/ritzau/