Lille, 05/07/2025 - 09:15
Skjelmose føler sig endnu ikke klar til fuldt Tour-ansvar
Den danske cykelrytter havde foretrukket at være kaptajn i Giro d'Italia frem for at køre Tour de France i år.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mange professionelle cykelryttere opfylder en drengedrøm, hver gang de stiller til start i Tour de France.
Det gælder også Mattias Skjelmose, men den 24-årige Lidl-Trek-rytter havde alligevel foretrukket at være andre steder end i Tour de France-cirkusset i Nordfrankrig netop nu.
Da Lidl-Treks sæsonplan blev offentliggjort først på året, lagde han ikke skjul på, at han havde håbet at blive kaptajn i Giro d'Italia, hvor postyret og presset er mindre end i Touren.
- Jeg troede på, at jeg kunne køre på podiet i Giroen, hvis jeg fik fuld støtte. Samtidig vidste jeg, at både Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar og måske Remco Evenepoel ville stille til start i Tour de France. Hvis alt gik vel, kunne jeg så køre i top-5.
- Touren er bare så anderledes. Den er så hård, og der er så meget pres på, at jeg ikke følte mig klar til den. Også fordi jeg vidste, at vi skulle have en sprinter med, så jeg ville ikke kunne få fuld support, forklarer han.
Han kørte sit første Tour de France i 2023, hvor han allerede i første uge måtte opgive at følge med de bedste i det samlede regnskab.
Til gengæld fik han blod på tanden af sidste års samlede femteplads i Vuelta a España, og han drømmer stadig om at prøve Giro d'Italia som kaptajn med et hold dedikerede hjælpere omkring sig.
- Giroen ville være det næste naturlige skridt for mig. Det tror jeg stadig, det er, men det må vi bare vente med til næste år, siger Skjelmose.
I Touren er sprinteren Jonathan Milan formentlig Lidl-Treks bedste bud på en etapesejr. Han kan komme i spil allerede på lørdagens åbningsetape.
Skjelmose skal køre efter resultater på mere kuperede og bjergrige etaper og forsøge at placere sig godt i den samlede stilling. Han håber også at kunne være med i kampen om den prikkede bjergtrøje.
/ritzau/