København, 28/07/2025 - 00:01
Skidt sidste runde koster topplacering for Olesen i USA
Thorbjørn Olesen lå undervejs i weekenden nummer et, men en skidt søndag kostede i 3M Open i Minnesota.
Abbie Parr/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det blev til både hole-in-one og førsteplads undervejs i PGA-turneringen 3M Open i Minnesota for Thorbjørn Olesen, men en runde lige til glemmebogen søndag kostede en topplacering for den danske golfspiller i USA.
Forud for sidste runde lå danskeren ellers på en delt førsteplads, men søndagens runde sendte Olesen i frit fald ned gennem tabellen.
Danskeren gik de 18 huller i to slag over par og sluttede som delt nummer 14. Undervejs blev det til to birdies og fire bogeys.
Olesen fik en skidt start med tre bogeys på de første otte huller, og derfra havde han svært ved at genfinde det høje niveau fra tidligere på ugen.
På 17. hul gik det sågar helt galt, da Olesen sendte golfbolden i vandet.
Mens Olesens søndag kostede dyrt, leverede amerikaneren Kurt Kitayama derimod en stærk runde, der sikrede turneringssejren.
Kitayama havde i forvejen spillet en fremragende runde lørdag med hele 12 birdies og blot en enkelt bogey, og det spil tog han med til afgørelsen søndag. Her gik amerikaneren runden seks slag under par med otte birdies undervejs.
3M Open har en præmiesum på 8,4 millioner dollar - godt 53 millioner kroner.
Kitayamas sejr sikrer ham 1,5 millioner dollar svarende til 9,6 millioner kroner.
Niklas Nørgaard Møller, der er turneringens anden danske deltager, sluttede som delt nummer 68.
/ritzau/