København, 06/08/2025 - 09:40
Novo har mere end firdoblet salg af Wegovy uden for USA
Wegovy er lanceret i omkring 35 lande uden for USA, oplyser Novo. Salget er vokset både i og uden for USA.
Hollie Adams/Reuters
Af: /ritzau/
Novo Nordisks salg af vægttabsmidlet Wegovy er i første halvår vokset 78 procent på globalt plan, når man justerer for udsving i valutakurser.
Samlet lander salget i første halvdel af 2025 på 36,9 milliarder kroner.
Det viser Novo Nordisks regnskab for første halvår, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.
Det amerikanske marked er det klart største, når det kommer til Novos salg af Wegovy. Halvårets vækst er dog drevet af både salget i USA og uden for USA.
Ser man kun på udviklingen på det amerikanske marked, er salget vokset 37 procent til 24,7 milliarder kroner i perioden.
Uden for USA er Wegovy-salget vokset med 335 procent til 12,2 milliarder kroner. Dermed er salget af Wegovy uden for USA blevet mere end firdoblet fra første halvår i 2024 til første halvår i år.
Wegovy er nu blevet lanceret i omkring 35 lande uden for USA, skriver Novo Nordisk i regnskabet.
Generelt er væksten i salget af Wegovy delvist opvejet af en nedgang i salget af Novos ældre vægttabsmiddel Saxenda.
Samlet er salget af vægttabsmidlerne Wegovy og Saxenda vokset med 58 procent på globalt plan, når man justerer for udsving i valutakurser.
I løbet af de seks måneder har Novo Nordisk solgt vægttabsmidler for 38,8 milliarder kroner.
I sidste uge nedjusterede Novo Nordisk sine forventninger til væksten for det samlede salg i 2025.
Nedjusteringen skyldtes ifølge Novo Nordisk blandt andet, at der fortsat produceres og sælges kopivarianter af vægttabsmidlet Wegovy i USA, hvilket påvirker salget.
Novo Nordisk har sagt, at virksomheden forfølger flere forskellige strategier for at få andre producenter til at stoppe med at sælge efterligninger af selskabets produkter.
I et interview med TV 2 News siger den afgående topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, at han er overbevist om, at det vil lykkes Novo Nordisk at få kopisterne ud af markedet.
- Vi er udfordret i det amerikanske marked af, at der er nogen, der har lavet en kopi af vores produkt. Jeg er ret sikker på, at vi får det ud af markedet, siger han og nævner blandt andet, at Novo Nordisk har taget en række juridiske skridt.
Tirsdag aften oplyste Novo Nordisk, at selskabet har indledt over 130 søgsmål på tværs af 40 delstater i USA for at stoppe udbredelsen af efterligninger af semaglutid, som er det aktive stof i Wegovy og Ozempic.
Alene tirsdag indledte Novo Nordisk 14 nye søgsmål, lød det.
/ritzau/