Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

14/05/2023 - 08:00

Mor er på vej: Lad de forladte dyreunger ligge

Stop dig selv og dit gode hjerte og lad være med at hjælpe den forpjuskede fugleunge eller det efterladte rålam. De er nemlig sjældent i nød.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

De store brune øjne stirrer på dig nede fra det høje græs, og du føler dig med ét kaldet til at hjælpe lille Bambi i sikkerhed. Men den går ikke. For det umiddelbart forladte rålam er sjældent forladt.

- Lad det endelig ligge. For mor kommer tilbage, siger Jes Aagaard, der er biolog og naturvejleder hos Naturstyrelsen.

Den regel gælder for alle dyreunger, du støder på i naturen. Om det er harekillinger eller fugleunger, så skal du ikke blive bekymret, hvis de ikke er i selskab med deres forældre.

Faktisk kan du gøre skade på dem, hvis du forsøger at komme dem til undsætning.

- Bærer du rundt på harekillinger, kan de blive så stressede, at de dør af det. Så det er rigtig vigtigt at lade være med at røre ved dem, fortæller Peter Gravlund Jensen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Bliver du stående og holder øje med et rålam, risikerer du, at moren ikke tør nærme sig. Og tager du det med hjem, får det meget svært ved at vende tilbage til naturen igen.

- Senere står du måske med en voksen råbuk, der ikke er bange for mennesker, siger Jes Aagaard og fortsætter:

- Så bliver den kønsmoden og anser mennesker for sine artsfæller, som den er klar til at kæmpe med om territoriet. Og så har du et helt andet problem end de store brune øjne tilbage i foråret.

Når det gælder fugleunger, er det meget almindeligt, at de hopper ud af deres redekasser eller reder, når de endnu ikke kan flyve.

Dem skal du også så vidt muligt lade være i fred.

- Hvis de er meget udsatte, kan du sætte dem op i en lav busk eller et træ. Du kan også hejse en hundekurv op i en meters højde i et træ og sætte den der, fortæller Peter Gravlund Jensen.

Kan du se, at fugleungen, harekillingen eller rålammet er kommet slemt til skade, er det en anden sag. Så kan du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral, der har telefonnummeret 1812.

Her vil du få en rådgiver i røret, som tager stilling til, om der skal sendes folk ud for at hente eller aflive dyret.

- Det er godt at ringe, hvis du er i tvivl. Men lad endelig være med at røre ved dyrene, siger Peter Gravlund.

Ønsker du at hjælpe de vilde dyr helt generelt, har Jes Aagaard en klar opfordring:

- Lav nogle steder, hvor dyrene kan have det godt i fred og ro. Gør for eksempel haven lidt mere vild, så fuglene har steder at gemme sig.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek