København, 16/05/2025 - 18:03
FAKTA: Sådan kvalificerer man sig til Bocuse d'Or
Kokkekonkurrencen Bocuse d'Or indebærer både en udvælgelse på nationalt, kontinentalt og internationalt plan.
Af: /ritzau/
Fredag blev den danske kandidat til den internationale kokkekonkurrence Bocuse d'Or 2027 fundet.
Konkurrencen kaldes også det uofficielle verdensmesterskab i kokkekunst. Finalen afholdes hvert andet år i Lyon i Frankrig.
Sammen med sit hold skal den danske kok Christian Wellendorf, som har erfaring fra Falsled Kro og er Udlært fra Restaurant Babette i Vordingborg, i løbet af mere end fem timer tilberede retter, som skal serveres for et stort dommerpanel.
Læs mere om konkurrencen her:
* Det var den franske kok Paul Bocuse, der stiftede den prestigefyldte kokkekonkurrence Bocuse d'Or i 1987.
* Konkurrencen har både en national, en kontinental og en international del.
* Først udvælger mere end 60 lande hver en kandidat, der repræsenterer landet i konkurrencen.
* Herefter afholdes internationale Bocuse d'Or-konkurrencer i henholdsvis Europa, Amerika, Asien og Stillehavsområdet og Afrika.
* 24 lande kvalificerer sig herefter til Bocuse d'Or-finalen, som altid afholdes i Paul Bocuses fødeby, Lyon i Frankrig. Finalen afholdes hvert andet år.
* Den europæiske del af konkurrencen blev i år afholdt i Trondheim i Norge, hvor årets danske kandidat, Sebastian Holberg Svendsgaard, vandt guld.
* Han vandt sølv ved finalen i Lyon i januar.
* Ved konkurrencen tilbereder et hold - bestående af en kok, ungkok, også kaldt commis, og en coach - en tallerkenservering og en fadservering fra bunden på 5 timer og 35 minutter.
* Tallerkenretten skal afspejle kandidaternes nationale madkultur og skal serveres på konkurrencens officielle tallerkener.
* Et dommerpanel bestående af 12 dommere skal herefter vurdere retterne. Der gives blandt andet point for smag, teknik, råvareforståelse, begrænsning af madspild og køkkenrutiner.
* Bocuse d'Or er en mulighed for de nationale hold til at placere deres lands kokkekunst på landkortet.
* I de seneste år har Danmark placeret sig i toppen af konkurrencen. I 2023 vandt Brian Mark Hansen guld for Danmark. Det samme gjorde Kenneth Toft-Hansen i 2019 og Rasmus Kofoed i 2011.
* Ronni Mortensen vandt sølv for Danmark i 2021, og Jeppe Foldager vandt sølv i 2013. Rasmus Kofoed vandt desuden bronze og sølv i henholdsvis 2005 og 2007.
Kilder: Bocuse d'Or Danmark.
/ritzau/