Bukarest, 04/05/2025 - 21:10
Trump-tilhænger har kurs mod sejr ved præsidentvalg i Rumænien
George Simion er EU-skeptiker og Trump-tilhænger. Han ligger i front i første runde af præsidentvalget.
Vadim Ghirda/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
George Simion fra højrefløjspartiet AUR står til at få flest stemmer ved første runde af præsidentvalget i Rumænien.
Det viser valgstedsmålinger ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Simion, der er en stærk kritiker af EU og tilhænger af USA's præsident, Donald Trump, står til at få mellem 30 og 33 procent af stemmerne.
Efter Simion følger Crin Antonescu og Nicusor Dan, som ifølge valgstedsmålingerne begge står til at få mellem 21 og 23 procent af stemmerne.
Antonescu er tidligere senator og støttes af Det Nationalliberale Parti, Socialdemokratiet og det ungarske minoritetsparti UDMR, mens Dan er uafhængig kandidat og borgmester i Rumæniens hovedstad, Bukarest.
Valgstedsmålingerne inkluderer ikke stemmer afgivet i udlandet. Ifølge Reuters er især George Simion og Nicusor Dan populære blandt rumænere, som bor uden for Rumænien.
Hvis ingen kandidater får 50 procent af stemmerne - hvilket ser ud til at være tilfældet - skal der afholdes en anden valgrunde 18. maj.
Oprindeligt blev første valgrunde i præsidentvalget afholdt i november sidste år, men resultatet blev erklæret for ugyldigt af en rumænsk domstol.
Årsagen var, at der var mistanke om russisk indblanding i valget.
Ved første valgrunde i november vandt Calin Georgescu, der ligesom Simion var højrefløjens kandidat.
I marts afgjorde den rumænske valgkommission, at Georgescu ikke skulle have lov til at stille op ved præsidentvalget, når det skulle afholdes igen i maj.
Valgkommissionen begrundede ikke afgørelsen, som efterfølgende blev stadfæstet af Rumæniens forfatningsdomstol.
George Simion, som nu har kurs mod sejren, efterforskes af valgmyndighederne i Rumænien for svindel med kampagnemidler og af politiet for at have opfordret til vold mod ansatte hos valgmyndigheden, efter at Georgescu blev udelukket fra at stille op igen.
Simions parti, AUR, opstod som en bevægelse bestående af vaccinemodstandere under coronapandemien og er i dag Rumæniens næststørste parti. Socialdemokratiet er det største parti i parlamentet.
/ritzau/