Vilnius, 31/07/2025 - 12:03
Litauens premierminister træder tilbage midt i korruptionsanklager
Litauens premierminister har afvist interessekonflikt, men trækker sig torsdag efter pres fra regeringsparti.
Ints Kalnins/Reuters
Af: /ritzau/
Litauens premierminister, socialdemokratiske Gintautas Paluckas, træder tilbage midt i korruptionsundersøgelser.
Det siger Litauens præsident, Gitanas Nauseda, torsdag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Paluckas ringede til mig denne morgen og meddelte sin afgang, siger Nauseda.
Et parti i Litauens regering truede onsdag med at trække sig fra samarbejdet, medmindre Paluckas gik af.
Kritikken handler om forbindelser mellem et selskab, som Paluckas er medejer af, og hans svigerindes selskab.
I aftalen solgte det selskab, der er delvist ejet af Paluckas, batterier til svigerindens selskab. Det skete som led i en aftale støttet af regeringen.
Sidste uge meddelte svigerindens selskab dog ifølge Reuters, at det ikke ville tage imod støtten. Selskabet afviste samtidig at have gjort noget forkert.
Paluckas har efter præsidentens udmelding bekræftet sin afgang. Han stopper også som leder af de litauiske socialdemokrater.
- På trods af min beslutning om at forlade mine nuværende pligter så vil jeg fortsætte med at forsvare min ære og værdighed, og jeg venter på konklusionerne af undersøgelserne, som jeg er sikker på vil adskille fakta fra insinuationer, siger han.
Med torsdagens beslutning står det klart, at Paluckas får mindre et år på posten som litauisk regeringsleder. Han blev nemlig premierminister i december 2024, efter at landet havde været til valg i oktober.
Paluckas er tidligere blevet dømt for embedsmisbrug som kommunaldirektør i Litauens hovedstad, Vilnius.
Landets højesteret fandt, at han i en sag om bekæmpelse af gnavere havde betalt mere, end udbyderne havde bedt om.
/ritzau/