Nørresundby, 18/06/2025 - 13:18
Politi: Mand dræbte kvinde og derefter sig selv i Nørresundby
Ud fra alle foreliggende informationer konkluderer politiet, at mand dræbte kvinde og tog sit eget liv.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tirsdag blev en mand og en kvinde i 40'erne fundet døde på en adresse i Nørresundby, og politiet mener, at manden dræbte kvinden og derefter tog sit eget liv.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet drager den konklusion på baggrund af alle de foreliggende informationer, der er blevet indsamlet og analyseret i sagen.
De to afdøde havde en relation til hinanden og har tidligere levet sammen på en adresse i Nordjylland.
Deres præcise relation oplyser politiet ikke i pressemeddelelsen.
Selv om politiet mener at kende årsagen til de to dødsfald, udestår en del efterforskning fortsat, lyder det i pressemeddelelsen.
Der skal foretages en række tekniske undersøgelser, flere afhøringer og retsmedicinske undersøgelser.
Derfor beder vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi Frank Olsen også offentligheden om forståelse for, at politiet af hensyn til de pårørende og efterforskningen er sparsomme med oplysninger i sagen.
- Det indgår naturligvis også i vores efterforskning, hvad der er gået forud for drabet og det efterfølgende selvmord, men da vi har en igangværende efterforskning af også disse omstændigheder, kan vi ikke udtale os nærmere om det, siger han i pressemeddelelsen.
Det var klokken 16.35 tirsdag, at Nordjyllands Politi fik en anmeldelse i sagen.
Da politiet nåede frem til adressen i Nørresundby, blev kvinden og manden fundet døde.
Politiet har onsdag eftermiddag ikke flere oplysninger i sagen.
Det er mindre end 14 dage siden, at der i en anden politikreds var en sag om drab og selvmord.
Da var det en 50-årig mand, der om aftenen 4. juni dræbte sin 42-årige kone og derefter tog sit eget liv i parrets hjem i Allerød i Nordsjælland. Parret havde to børn.
Manden brugte ifølge Nordsjællands Politi en pistol, da han først dræbte sin kone og efterfølgende sig selv.
/ritzau/