Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 15/09/2024 - 03:58

Cher dropper forsøg på at få værgemål over sin søn

Cher søgte om at få værgemål over sin 48-årige søn i december - blandt andet på grund af påstået stofmisbrug.

Af: /ritzau/

Den amerikanske sanger Cher dropper sit forsøg på at få værgemål over sin søn Elijah Blue Allman.

Det oplyser Allmans advokater til det britiske medie BBC.

Cher søgte om værgemål over Allman sidste december med henvisning til den 48-årige søns påståede stofmisbrug og mentale udfordringer.

Sønnens advokater fra firmaet Cage & Miles siger til BBC, at udfaldet af sagen "giver begge parter mulighed for at fokusere på at genopbygge familiebåndet, hvilket er en proces, der begyndte under mægling mellem de to og stadig er pågående".

Chers advokater har under en pressebriefing ved en domstol i Los Angeles fredag sagt, at familiemedlemmerne har indgået et privat forlig, lyder det.

Affærdigelsen af sagen kommer, efter at Cher og hendes søn tilbage i maj blev enige om at sætte deres juridiske strid på pause og forsøge at løse sagen privat.

/ritzau/

København, 18/09/2024 - 16:46

Uoverkommelige udfordringer: Christiane dropper drøm

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Christiane Schaumburg-Müller Aaxman har uden held forsøgt at genrejse sit onlineunivers, ChriChri, efter coronapandemien og drejer nu nøglen om.

Det er slut med at læse i onlinemagasinet ChriChri, som Christiane Schaumburg-Müller Aaxman lancerede i 2014.

Det lykkedes ikke den kendte tv-vært, influencer og iværksætter at rejse sitet efter det, hun beskriver som interne og eksterne udfordringer, som hun ikke har kunnet overkomme.

Det oplyser Christiane Schaumburg-Müller Aaxman i et længere opslag delt på ChriChris profil på det sociale medie Instagram.

- Det gik så godt - lige indtil det ikke gjorde det længere. Vi troede, vi kunne rejse os igen efter den voldsomme tilbagegang under pandemien. Men desværre er det ikke lykkedes, skriver hun blandt andet og tilføjer senere i opslaget:

- Jeg havde en drøm. Jeg fulgte den, og jeg gjorde den til virkelighed. Det vil altid stå som en af mine største bedrifter i min karriere – og mest lærerige.

Ud over onlineuniverset har Christiane Schaumburg-Müller Aaxman også lanceret ChriChri som et fysisk magasin, som hun selv var chefredaktør for. Hun var også med til at stifte forlaget ChriChri Journal.

Christiane Schaumburg-Müller Aaxman citerer ordsproget omkring, at når noget slutter, begynder der noget nyt.

- Jeg ved ikke præcis, hvad der kommer til at ske. Men jeg ved, at jeg elsker at dele mine erfaringer, tale med jer (og mig selv!), inspirere og blive inspireret. Med alt fra mad, rejser, tv-serier, bøger - ja alt faktisk! Med det i tankerne går jeg i tænkeboksen, skriver den 42-årige entreprenant til sine Instagram-følgere.

ChriChri udgør en lille del af Christiane Schaumburg-Müller Aaxmans mangefacetterede cv: Oprindelig har hun en bachelor i fransk og kommunikation fra Copenhagen Business School (CBS). Men hun er mest kendt fra showbiz og iværksætteri.

Hun har arbejdet som professionel danser og har haft et væld af værtsjob især på tv, men hun har også lavet radio og podcast.

Derudover har hun lavet skuespil og revy blot for at nævne et udpluk af hendes omfangsrige repertoire.

Sideløbende har Christiane Schaumburg-Müller Aaxman lanceret en tøjkollektion, en stentøjsserie, en hudplejeserie og senest sine egne vine.

/ritzau/

Læs Mere >>

New York, 17/09/2024 - 23:35

Rapperen Diddy skal forblive fængslet efter tiltale for menneskehandel

Jane Rosenberg/Reuters

Sean "Diddy" Combs er blevet tiltalt for menneskehandel og afpresning. Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs forbliver varetægtsfængslet, efter at han mandag blev anholdt og tirsdag tiltalt for menneskehandel med henblik på prostitution.

Det har en dommer afgjort ved et retsmøde på Manhattan tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed får den 54-årige rapper, der også har været kendt under navnet "Puff Daddy", ikke mulighed for at blive løsladt mod kaution.

Dommeren afviste Combs anmodning om kaution med begrundelsen, at hun var bekymret for en magtubalance i sagen, hvor folk er "udsat for tvang".

Tiltalen om menneskehandel er et ud af tre tiltalepunkter, der tirsdag blev fremlagt ved retsmødet i New York.

Combs har erklæret sig ikke-skyldig i alle tiltalepunkter.

Anklagerne siger, at Combs har brugt sin magt, ressourcer og ansatte til at skabe et kriminelt imperie, hvor han har kunnet misbruge sine ofre.

Han har ifølge tiltalen skabt en "kriminel virksomhed, hvis medlemmer og medarbejdere har været involveret i" en række forbrydelser.

Forbrydelserne tæller blandt andet tvungen prostitution, tvangsarbejde, kidnapning, brandstiftelse, bestikkelse og hindring af retsvæsenets arbejde.

De forskellige tiltalepunkter strækker sig over en længere årrække. Det 14 sider lange anklageskrift går tilbage til 2009 og frem til 2024

Heri lyder det, at han i årevis skulle have "misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd".

Combs står allerede over for flere civile søgsmål, hvor han beskrives som en voldelig sexforbryder, der har brugt alkohol og stoffer til at bedøve sine ofre.

I marts blev hans hjem ransaget som følge af anklagerne.

For mindre end et år siden - midt i november sidste år - blev Combs sagsøgt for voldtægt af sin ekskæreste, sangerinden Cassie.

I søgsmålet hævdedes det, at Combs udsatte Cassie - Casandra Ventura - for tvang ved brug af fysisk magt og euforiserende stoffer i over et årti, da de havde et forhold. Han skulle have voldtaget hende i 2018.

Søgsmålet endte med et forlig, som offentligheden ikke har set.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

, 18/09/2024 - 13:00

FAKTA: Bliv klogere på undersøgelsen

* Miljøstyrelsens undersøgelse af pesticider i afskårne blomster er foretaget fra september 2022 til juni 2023.

* Styrelsen valgte at undersøge roser, nelliker og krysantemum, da disse tre blomsterarter er populære blandt danske forbrugere.

* Der blev besøgt én producent i Colombia, mens man besøgte tre producenter i Ecuador og to i Kenya.

* Samlet blev der købt 60 blomsterbuketter bestående af enten roser, krysantemum eller nelliker på
et dansk blomstermarked. En enkelt blomst fra hver buket blev sendt til laboratorieanalyse.

* Undersøgelsen påviste rester fra 90 forskellige pesticider på tværs af de tre blomstertyper. 31 er ikke godkendt til brug i EU - ni er forbudt at bruge i EU, fordi de udgør en fare for mennesker eller miljø. De øvrige har ikke en godkendelse af andre grunde.

Kilder: Miljøstyrelsen og rapporten "Kortlægning og risikovurdering af pesticider i afskårne blomster fra lande uden for EU".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 18/09/2024 - 13:00

Husk at vaske hænder: Dine smukke blomster kan indeholde pesticider

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

En undersøgelse viser, at der er pesticidrester i afskårne blomster. Derfor skal du minimere kontakten, når du har med disse at gøre.

Det er ikke kun flotte buketter, der pynter i vindueskarmen, du får med hjem fra butikken.

Flere importerede afskårne blomster indeholder nemlig pesticidrester, som du kan komme i kontakt med. Derudover kan miljøet blive udsat for stofferne, når blomsterne bortskaffes som affald.

Over længere tid har Miljøstyrelsen undersøgt roser, nelliker og krysantemum fra Kenya, Ecuador og Columbia, der alle er store blomsterproducenter.

- Vi tog udgangspunkt i at spørge lokale producenter, hvilke pesticider de bruger. De gav os nogle lister, og her kunne vi se, at der var en række pesticider, som ikke var godkendt til brug i EU, siger Maria Thestrup Jensen, der er kemiker med fokus på kemikalier og biocider hos Miljøstyrelsen.

Som en del af undersøgelsen blev der herhjemme købt importerede blomsterbuketter og foretaget en kemisk analyse af enkelte blomster Og det viste sig, at der var rester tilbage fra sprøjtningen med pesticider.

I alt blev der fundet 90 forskellige pesticider, hvoraf 31 dem ikke er godkendt til brug i EU. Af de 31 er 9 forbudt at bruge i EU, fordi de udgør en fare for mennesker eller miljø.

Selv om de ikke-godkendte pesticider var til stede i så små mængder, at de ikke udgør en risiko for mennesker eller miljøet, opfordrer Maria Thestrup Jensen til, at du er opmærksom.

- Man bør helt generelt minimere sin kontakt med pesticider. For man kan også blive udsat for pesticider fra andre produkter, og det kan samlet have en negativ effekt og for eksempel udvikle allergi, siger Maria Thestrup Jensen.

Derfor bør du først og fremmest vaske hænder efter håndtering af blomsterne.

Derudover kan du forsøge at gå efter økologiske blomster.

Herhjemme er udvalget af disse dog begrænset, forklarer Nikola Kiørboe, der er seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

- Der er enkelte producenter af økologiske blomster, som leverer til forhandlere, og så kan man spørge i butikken, om de har økologiske blomster. For det er ikke sikkert, at det fremgår tydeligt. Men generelt er udbuddet altså ikke særligt stort, siger hun, siger hun.

Både Forbrugerrådet Tænk og Miljøstyrelsen råder til, at du holder dig til blomster, der er dyrket i EU, hvis du vil være sikker på, at de kun indeholder pesticider, som har fået grønt lys af myndigheder inden for unionen.

Miljøstyrelsens undersøgelse blev foretaget fra september 2022 til juni 2023. Kortlægningen blev udgivet tidligere på året.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek