Warszawa, 10/09/2025 - 03:53
Polen lukker fire lufthavne grundet militær aktivitet
Uforudset militær aktivitet er ifølge FAA årsag til, at flere lufthavne natten til onsdag er lukket i Polen.
Janek Skarzynski/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Fire lufthavne i Polen er natten til onsdag blevet lukket grundet uforudset militær aktivitet.
Det oplyser den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, ifølge Reuters.
Lukningerne sker ifølge FAA i forbindelse med sikring af statens sikkerhed.
Blandt lufthavnene er Warszawa Chopin Lufthavn, der er landets største lufthavn.
Derudover drejer meldingen sig om Warszawa Modlin Lufthavn, der ligger nord for den polske hovedstad, Warszawa.
Også Rzeszów Ulma Lufthavn og Lublin Lufthavn, der begge ligger i det sydøstlige Polen, er omfattet af lukningen.
Tidligere på natten oplyste Polens operative kommando, at fly er sendt på vingerne for at sikre landets luftrum.
Flyene er ifølge kommandoen blevet aktiveret, efter at Ukraines luftvåben har advaret om, at russiske droner er trængt ind i polsk luftrum.
Det fremgår ikke, om der er nogen sammenhæng mellem lukningen af de fire lufthavne og meldingerne om de russiske droner.
Der er natten til onsdag heller ikke umiddelbart meldingerne om, hvorvidt dronerne skal have ramt nogen områder i Polen.
Ifølge CNN er Rzeszów Ulma Lufthavnen, der også er lukket, tidligere blevet anvendt som et logistisk knudepunkt i forbindelse med Natos støtte til Ukraine.
USA trak ifølge mediet sine styrker tilbage fra basen tidligere i år.
Polen har flere gange i løbet af den foreløbigt mere end tre og et halvt år lange krig mellem Rusland og Ukraine aktiveret landets luftvåben.
Det er ofte sket som følge af russiske luftangreb i den vestlige del af Ukraine.
Ukrainske nabolande som for eksempel Polen og Rumænien har i løbet af krigen rapporteret om nedfaldne droner nær grænseområderne.
Senest i august faldt en drone ned på en mark nær den polske by Osiny, der ligger lidt over 100 kilometer fra grænsen til Ukraine. Her eksploderede dronen.
Polens forsvarsminister kaldte dengang dronen for en russisk provokation.
/ritzau/