København, 07/05/2025 - 14:37
Politi søger vidner til dreng på elløbehjul efter skud i Kokkedal
Politiet søger vidner, der har set person med sportstaske efter et skyderi i Kokkedal. Uvist om nogen er ramt.
Af: /ritzau/
Der har været et skyderi på Byengen i Kokkedal onsdag morgen eller formiddag.
Det skriver Nordsjællands Politi på X.
Ritzau har spurgt Nordsjællands Politi, om nogen er blevet ramt i skyderiet, men det har politikredsen ikke svaret på.
Politikredsen efterlyser vidner, der har set en mand eller dreng, der beskrives som værende 16 til 17 år gammel, spinkel af bygning, 170 til 175 centimeter høj, mørk i huden og afrikansk af udseende.
Han var iført sort tøj og havde en sort hætte over hovedet og bar en sort sportstaske med rød skrift.
Politiet oplyser, at personen, de leder efter, kørte på et gråt elløbehjul med orange håndtag.
- Vi vil også gerne tale med vidner, som onsdag morgen/formiddag har bemærket en sølvgrå Seat Ibiza stationcar omkring eller på Byengen, skriver politiet på X.
Har man set personen eller bilen, kan man henvende sig til politiet på 1-1-4.
TV 2 skriver, at billeder fra Hillerød Hospital viser flere betjente og politibiler bevogte indgangen til hospitalets akutmodtagelse.
Nordsjællands Politi bekræfter tilstedeværelsen over for TV 2, men oplyser ikke, hvad tilstedeværelsen skyldes.
Byengen er et boligområde i Kokkedal fordelt over flere veje.
/ritzau/