Norske prinsesse Märtha Louises mand, den amerikanske selverklærede shaman Durek Verrett, har længe bedyret, at han er halvt reptil.
I et nyt interview med det amerikanske medie Entertainment Weekly præciserer han nu, hvad han mener med det.
- Det er ikke, fordi jeg tror, jeg er en øgle eller en slange. Det handler om energifrekvenserne, som bevæger igennem min krop, fordi det her er en krop, der konstant bliver påvirket af energier, siger han.
Durek Verrett tilføjer, at han også er halv andromedan - det vil sige fra galaksen Andromeda uden for solsystemet - og dermed er en hybrid.
- Jeg tror på, at jeg har dele af mit væsen, der kommer fra andre steder, svarer han og uddyber:
- Da jeg var barn, plejede jeg at få mange indsigter i ting, jeg ikke ved, hvordan jeg skulle vide.
Prinsesse Märtha Louise, som også medvirker i interviewet med Entertainment Weekly, afviser for nu, at hun er halvt reptil.
- Det er ikke en del, jeg har udforsket endnu, svarer hun.
Interviewet med prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett kommer kort efter premieren på Netflix-dokumentaren "Rebel Royals: An Unlikely Love Story", som følger parret op til deres bryllup 31. august 2024.
Her italesætter prinsesse Märtha Louise nogle af de advarsler, hun har fået mod at gifte sig med Durek Verrett.
De mødte hinanden gennem en fælles bekendt og offentliggjorde deres forhold i 2019. De sagde dog, at de allerede havde mødt hinanden i et tidligere liv i Egypten som farao og dronning.
- Fordi han er shaman, siger folk, at han er farlig for den kongelige familie, og at jeg er blevet hjernevasket, siger prinsesse Märtha Louise i dokumentaren.
I interviewet med Entertainment Weekly fortæller Durek Verrett, hvad han laver som selverklæret shaman. Eller som han kalder det: at være i tjeneste.
- Jeg taler med ånder. Jeg kigger på dit kropssprog, dine pupiller, hvor mange gange du trækker vejret, den måde du positionerer din krop på, den måde, du taler på, din udtale af ordene ... Alt det fortæller mig ret meget om dig, svarer han journalisten.
- Det handler om, at jeg hjælper dig med at forstå dig selv i din kerne.
Ud over at være selverklæret shaman har Durek Verrett også hævdet, at han kan rotere med atomkerner og elektroner, så han kan gøre folk yngre.
Derudover har han hævnet, at han både kan forudsige fremtiden, kurere kræft og uddrive dæmoner, og at han vaginalt kan rense kvinder, som ifølge ham har haft mange sexpartnere.
Under coronapandemien hævdede han, at han var blevet kureret for covid-19 med en medaljon, som han siden solgte flere af.
Durek Verrett er blevet beskyldt for kvaksalveri og for at udnytte sin forbindelse til det norske kongehus kommercielt.
Prinsesse Märtha Louise er den ældste af det norske regentpar kong Harald og dronning Sonjas to børn. Men hun er ikke den næste til at arve tronen. Det skyldes, at der kun var mandlig arvefølge, da hun blev født i 1971. Derfor er hendes to år yngre lillebror, kronprins Haakon, landets tronarving.
Prinsesse Märtha Louise frasagde sig sine officielle pligter i 2022 og repræsenterer dermed ikke længere det norske kongehus officielt.
Det gjorde hun blandt andet efter kritik for at blande kommercielle interesser sammen med prinsessetitlen, da hun og Durek Verrett holdt foredragsturnéen "The Princess and the Shaman".
Parret blev kritiseret for at udelukke den norske presse til brylluppet, men sælge rettighederne til Netflix og til det britiske tabloidmedie Hello Magazine.
Der var også kritik fra det norske kongehus efter dokumentarens udgivelse.
- Alle mennesker bør have ret til at fortælle deres egen historie. Det gælder også for prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett. Samtidig ønsker kongehuset et tydeligere skel mellem prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts virksomhed og kongehuset, lød det fra kongehuset tidligere i september.
Ægteskabet med Durek Verrett er Prinsesse Märtha Louises andet. Hun var gift med den norske forfatter Ari Behn fra 2002 til 2017. Sammen fik de tre døtre.
/ritzau/