Acapulco, 21/05/2025 - 03:12
Seks dræbt under skudveksling nær tidligere turistby i Mexico
Flere civile blev mandag fanget i skudvekslinger mellem væbnede grupper nær Acapulco. Seks af dem døde.
Af: /ritzau/AFP
Seks civile er blevet dræbt i skudvekslinger mellem to væbnede grupper nær havnebyen Acapulco i den mexicanske delstat Guerrero.
Det oplyser anklagemyndigheden i delstaten tirsdag.
Hændelsen skete mandag aften lokal tid i byen Kilometro 30, der ligger nær en motorvej til hovedstaden, Mexico City.
De dræbte er ifølge den lokale kommunaldirektør, Adan Casarrubias, fem mænd og en ældre kvinde. Yderligere tre personer er såret.
Soldater og politibetjente har efterfølgende fundet våben i et pansret køretøj i byen. Her var flere biler desuden blevet sat i brand.
Ifølge Casarrubias var mindst tre køretøjer involveret i sammenstødet mellem de væbnede grupper. Han tilføjer, at indbyggerne i byen er rystede efter hændelsen.
- Selv hvis det er med pander, pinde eller hvad som helst, så er vi klar til at kæmpe for vores by, siger han.
Acapulco var særligt i 1950'erne og 1960'erne et populært turistmål for verdens rige og berømte. Med strande og eksklusive resorts begyndte man i 1950'erne at omtale byen som "Stillehavets perle".
Sådan forholder det sig dog ikke længere. I dag er byen præget af kriminalitet og vold, der i høj grad kædes sammen med narkohandel.
/ritzau/AFP