København, 08/05/2025 - 19:56
BLÅ BOG: Leo XIV er den første amerikanske pave
Den nye pave har i lange perioder virket i Peru for Augustinerordenen. I 2023 blev han kardinal.
Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Torsdag aften er der hvid røg fra Vatikanet, efter at kardinalerne ved konklavet har valgt den nye pave.
Paven bliver nummer 267 i rækken.
Robert Francis Prevost, som er den første pave fra USA, har taget navnet Leo XIV.
Læs om den nye pave her:
Navn: Robert Francis Prevost
Pavenavn: Leo XIV
Alder: 69 år
Fødested: Chicago i USA
Nationalitet: Han er amerikansk og peruansk statsborger.
Uddannelse: En bachelorgrad i matematik fra Villanova Universitet.
* Desuden har han en kirkelig kandidatgrad fra den katolske teologiske skole i Chicago.
Karriere: Han gik ind i Augustinerordenen i 1977 og aflagde sine løfter i 1981.
* Efter at han blev præst i 1982 blev han en del af den augustinske mission i Peru. Her har han været flere gange siden.
* I 1987 til 1988 var han i USA som direktør for missioner for den augustinske orden i Chicago.
* De efterfølgende ti år stod han i spidsen for det augustinske seminar i Trujillo i Peru, inden han igen vendte tilbage til Chicago.
* I 2014 tog han atter til Peru, hvor han i 2015 blev gjort til ærkebiskop i Chiclayo.
* I 2023 blev han af pave Frans valgte som præfekt for den afdeling af den katolske kirke, som står for at vælge nye biskopper. Samme år blev han gjort til kardinal.
Holdninger: Han anses generelt som værende en centrist men på nogle sociale områder mere progressiv.
* Han er imod kvindelige præster, og det er uklart hvad hans holdning er til at vie par af samme køn.
Kilder: New York Times, CBS News, The College of Cardinals Report
/ritzau/