Bruxelles, 25/04/2024 - 12:05
Macron ser risiko for at Europa kan dø
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, advarer om, at EU risikerer at sakke bagud i forhold til rivaler.
Af: /ritzau/
Franskmændene er kendt for pessimisme og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holdt ikke igen, da han torsdag talte på Sorbonne Universitet i Paris.
- Der er en risiko for, at vores Europa kan dø, sagde Emmanuel Macron ifølge Reuters i talen.
Her lægger Macron vægt på, at kampen for at opbygge et stærkt Europa langt fra er vundet.
Ifølge den franske præsident er der en risiko for, at Europa vil sakke bagud i forhold til de globale rivaler i det kommende årti.
- Den største fare for europæisk sikkerhed er krigen i Ukraine, og det er en forudsætning for vores sikkerhed, at Rusland ikke vinder denne aggressionskrig, sagde Macron i talen.
Frankrig er dog selv blandt de lande, der tidligere har fået kritik for ikke at sende tilstrækkeligt med militærudstyr til Ukraine i forhold til landets størrelse.
I talen fastslår Macron imidlertid, at Europa bliver nødt til at styrke sit forsvar.
Her er EU-landene allerede i færd med en enorm oprustning i forsøget på at nå op på, fastholde eller overgå Nato-målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.
Ifølge Macron er der dog brug for at gå endnu længere. Han foreslår blandt andet oprettelsen af et fælles europæisk akademi til træning af højtstående militærofficerer.
Samtidig ønsker Macron en fælles europæisk kapacitet til at bekæmpe cyberangreb. Og derudover bør EU styrke båndene til Storbritannien på sikkerhedsområdet efter Brexit.
- Europa skal vise, at vi ikke er USA's vasal, siger Macron.
/ritzau/Reuters